Af Redaktionen   Foto: Ib Corneliussen Nielsen

Fra 19. – 21. august afvikles ECCO Tour og Nordic Golf League turneringen, Esbjerg Open presented by Total på Danmarks bedste bane på den populære Marbæk-bane i Esbjerg Golfklub.

Dermed lægger Nordens største golftalenter igen vejen forbi Esbjerg, og det er med flere lokale spillere i feltet samt Nicolai Tinning, der trods adresse i Nordsjælland også trækker stærke tråde til Esbjerg Golfklub.

Esbjerg Open by Total afvikles fra 19. – 21. august, og her skal spillerne gennem tre nervepirrende runder, inden vinderen kan findes. Men allerede den 17. og 18. august spilles der Pro-Ams, hvor både erhvervslivet i Esbjerg samt ECCO Tourens sponsorer vil få glæde af den anerkendte Marbæk-bane. Hos ECCO Touren ser man frem til at være tilbage i Esbjerg.

– Vi er glade for komme tilbage til Esbjerg Golfklub. Vi ved, at både vores spillere og sponsorer elsker at spille Marbæk-banen, og som arrangør sætter vi stor pris på samarbejdet med Esbjerg Golfklub, udtaler ECCO Tour ejer, Flemming Astrup.

Ikke gået uden Energimetropol Esbjerg og Total
I Esbjerg Golfklub ser man frem til igen at sætte Esbjerg på landkortet og vise sine faciliteter frem.

– Vi er glade for den opbakning vi får fra Energimetropol Esbjerg og Total, der spiller en stor rolle i vores succes med at tiltrække og afvikle ECCO Touren. Vi har en fantastisk golfbane, og det her er en rigtig god måde at vise den frem både overfor de professionelle men også i høj grad over for de erhvervsfolk og Pro-Am deltagere, der kommer. Og så er det interessant at have et rigtigt attraktivt arrangement at kunne tilbyde vores eget erhvervsnetværk, forklarer Johannes Eriksen, der er manager i Esbjerg Golfklub.

Spillerne ved Esbjerg Open presented by Total kommer primært fra de nordiske lande med Danmark og Sverige som de bedst repræsenterede.

Blandt de danske favoritter er Marcus Helligkilde, Lasse Jensen, Morten Ørum Madsen og den tidligere amatørverdensmester John Axelsen. Det forventes også, at Nicolai Tinning og måske den lokale spiller Jonas Lykke Sørensen kan blande sig i topstriden.

Esbjerg Open presented by Total tæller til Nordic Golf League, hvorfra de tre bedste spillere ved udgangen avancerer til Challenge Touren. Her kan de begynde næste kapital i deres jagt på europæisk succes.

Præmiesummen lyder på 35.000 euro, og i alt stiller 118 håbe- og talentfulde golfspillere til start.

Du kan følge med hul for hul på ECCO Tourens hjemmeside www.eccotour.org fra onsdag morgen.

Fakta:

Ecco Touren ligger lige under den Europæiske Challenge Tour og med en placering i toppen på ranglisten når året er omme kan man kvalificere sig til Challenge Touren året efter.

Vinderen af 2018 udgaven af Ecco Tour turneringen i Esbjerg blev Nicolai Tinning som med sejren startede sin vej mod en plads på Challenge Touren.

I 2019 var kun en spiller under banens par, det var vinderen norske Elias Bertheussen med en samlet score 7 under par.

Marbæk er blandt de 60 bedste baner i Europa og har flere gang lagt græs til store turneringer for både amatører og professionelle.

De 3 lokale spillere i feltet er alle amatører, men drømmer om en professionel karriere. (Jonas Lykke Sørensen, Anders Larsen og Sebastian Søndergaard)