Af Lene Memborg Foto: Yasuyoshi Chiba/ World Press Photo
Fotografen Yasuyoshi Chibas foto af den sudanske demonstrant, der oplyst af mobiltelefoner og omgivet af en menneskemængde reciterer et digt, er kåret til verdens bedste pressefoto, billedet er optaget 19. juni 2019, oplyser World Press Photo, der hvert år kårer verdens bedste pressefoto.
Den unge mand fra Sudan i Nordøstafrika var en del af en omfattende demonstrationen 19. juni 2019 i hovedstaden Khartoum, da borgere gik på gaden for at få en civil overgangsregering indsat i Sudan.
Juryen ser japanske Yasuyoshi Chibas billede som et stærkt symbol på håb.
Måneder inden fotoet blev taget, havde demonstranterne haft held med at vælte landets daværende præsident, Omar al-Bashir, og i stedet blev en militær overgangsregering indsat.
Men da befolkningen krævede en civil overgangsregering, der skulle sikre en demokratisk magtoverdragelse, slog militæret ekstremt hårdt ned på dem.
17. august fik den protesterende befolkning en aftale i hus med militæret om at dele magten. Det skete efter måneders protester, hvor militæret blandt andet forsøgte at dæmpe urolighederne ved at slukke lyset på gaderne og lukke helt ned for befolkningens internetadgang.
Demonstrationerne blev til dels ført af de unge i befolkningen. Fotoet af den unge sudanske mand viser ”styrken i ungdommen og kunsten, mens fotoet i sig selv har en poetisk kvalitet”, vurderer World Press-juryen ifølge nyhedsbureauet AFP.
Netop AFP er også den japanske fotograf Yasuyoshi Chibas arbejdsplads. Han er nyhedsbureauets hovedfotograf i Østafrika.
Selv siger han: – Dette moment var den eneste fredelige gruppeprotest, som jeg oplevede under mit ophold, og jeg blev rørt af den uovervindelige solidaritet i deres revolution, siger Chiba til AFP.
– Billedet viser, at borgerne stadig besad passionen, og jeg følte mig som en del af det. Jeg så, hvor stærk befolkningens vilje var, og at det ikke kunne stoppes med vold, siger den 48-årige fotograf, der nu er vinder af årets pressefoto.