Af Sabina Schmidt
Det blev ikke lige den start vi havde håbet på, eller for den sags skyld regnet med. Men den 17. april 2020 blev altså dagen hvor skolebørn i Esbjerg Kommune begyndte i skole på ny, med en ny slags undervisning og nye regelsæt.
Mange nye børn – førskolebørnene – blev i dag nærmest kastet ud en ny hverdag, væk fra børnehaven og kendte trygge rammer. Selvom langt de fleste har valgt at følge opfordringen fra Esbjerg Kommune, og først lade deres poder starte den 24. april, når de nye rutiner er implementeret blandt børn og voksne, var der alligevel nogle få børn der startede førskole i dag.
Forsigtige forældre og energiske førskolebørn listede ind på skolernes områder her til morgen, og mange måtte vinke farvel udenfor, uden mulighed for at sikre sig at det nye skolebarn nu også var tryg og kendte vejen.
Et hurtigt kik rundt på Facebook og samtaler med forældre til både nye skolebørn, og 0-5 klasses børn giver dog alligevel en positiv afslutning på en dag, der ellers har givet grund til bekymring hos mange forældre.
Skolerne melder ud om en positiv tilgang fra børnenes side, og børn der var velforberedte på de nye udfordringer i deres skoleliv.
Samtidig melder forældre ud, at børnene har følt sig trygge og godt modtaget af de voksne der har været til stede på kommunens mange folkeskoler.
Ronni Hartung, far til Terese Hartung, der i dag startede i førskole, fortæller med et smil at hans 5-årige fuldstændig selv bestemte at det SKULLE være i dag, selvom mor derhjemme mente det var for tidligt.
Hun insisterede på, at når hendes søskende måtte starte, så måtte hun også. Derfor blev hun her til morgen kørt ud til Cosmosskolen – Spangsbjerg, med forventning om, at hun ville med hjem igen. Det skete så ikke. På trods af, at kun 7 andre førskolebørn havde valgt at starte i dag, kom min datter hjem med lysende øjne og fuldstændig klar i mælet om at det bare havde været en MEGA FED DAG!
Der skal lyde en stor ros til lærere, ledelse og pædagoger på Cosmosskolen – Spangsbjerg, der virkelig formåede at få taget godt imod børnene og skabe tryghed for børnene på trods af den uvante situation.
Nu er der dømt weekend efter første skoledag i en uvant situation, men på mandag starter børnene op igen, til det der i hvert fald for indeværende er deres nye udendørs skole og hverdag – sammen men hver for sig.