Af Redaktionen
Forbrugerombudsmanden politianmelder it-virksomheden My Data og alarmfirmaet Verisure for blandt andet ulovligt telefonsalg og vildledning af forbrugerne.
Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse har Verisure og My Data i flere tilfælde overtrådt forbrugeraftaleloven og markedsføringsloven. Virksomhederne er derfor blevet politianmeldt.
My Data er politianmeldt for:
- At have ringet til 10 forbrugere uden forbrugernes samtykke.
- At have vildledt de 10 forbrugere og yderligere én forbruger ved over telefonen at oplyse, at de havde vundet en gevinst i en konkurrence, og at gevinsten var et sikkerhedstjek af deres computer til en værdi af 999 kroner. Forbrugerne vidste umiddelbart ikke, hvilken konkurrence det var, og flere mente ikke, at de havde deltaget i den. My Data oplyste ikke forbrugerne om, at formålet med samtalen var at sælge et databeskyttelsesprodukt for op til 3.999 kroner.
Verisure er politianmeldt for:
- At have vildledt i en hustandsomdelt reklame, som blev omdelt til i hvert fald én person i området omkring Brøndby Nord Vej i Brøndby. Som begrundelse for at tilbyde et gratis sikkerhedstjek fremgik det af reklamen i strid med sandheden, at der havde været en del indbrud/utryghed i området de seneste dage.
- At have ringet til en forbruger uden forbrugerens samtykke og vildledt forbrugeren ved i strid med sandheden at oplyse, at Verisure havde fået tilladelse af Rigspolitiet til at ringe til alle borgere i postnummeret, fordi ”østbander” var ved at rasere området, og borgerne derfor kunne have brug for en alarm.
- I to tilfælde at have overtrådt forbrugeraftalelovens forbud mod dørsalg.
- At have sendt elektronisk markedsføring via Facebook Messenger til en forbruger uden forbrugerens samtykke.
Verisure har tilkendegivet, at virksomheden vil betale en tillægsbøde på 60.000 kroner for overtrædelserne. Det er anden gang inden for et år, at Forbrugerombudsmanden politianmelder Verisure for uanmodede henvendelser. Den tidligere sag blev afsluttet med en bødevedtagelse på 360.000 kr.
Det seneste år har Forbrugerombudsmanden politianmeldt i alt 30 virksomheder i sager om ulovligt telefonsalg. Flere af virksomhederne, herunder Verisure, er blevet politianmeldt mere end én gang.
Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:
-Lovligt telefonsalg forudsætter, at virksomheden indleder samtalen med at præsentere sig og fortæller, hvorfor de ringer.
-Vi har desværre modtaget mange klager, hvor virksomheder uanmodet har ringet til forbrugere og bildt dem ind, at de har deltaget i en konkurrence og vundet en gratis pc-rensning. Forbrugerne er ikke blevet oplyst om, at formålet med telefonsamtalen har været at få dem til et købe et produkt.
”Virksomheder må naturligvis ikke lyve, heller ikke ved telefonsalg.”