Tekst og Foto Ebbe Salomonsen

To fantastiske naturperler som fuglereservat og som en turistoplevelse af de helt specielle.

To halliger i Vadehavet – Den tyske ø – Hooge, beliggende ud for Husum, og den danske ø – Langli beliggende i Ho Bugt ud for Esbjerg.
Begge småøer er konstant udsat for oversvømmelse og der sker hele tiden forandring. Vind og strøm har været med til at forme Vestkysten, øerne og vadehavet.

Halling Hooge blev ø efter en stormflod, den 16. januar 1362 også kaldes ”Den første store mande drukning” hvor der mellem Ribe og den nordfrisiske kyst druknede mange tusind mennesker. Store landområder der var forbundet med fastlandet forsvandt og der blev skabt flere øer i hele Vadehavet, fra nord til syd.
I 1634 var den anden store stormflod der rev Langli løs fra fastlandet og efterlod den som en ø i Ho bugt som er en del af Vadehavet. Ved denne stormflod druknede mellem 8.000 – 15.000 mennesker.

Langli er en sandbanke hvor højeste punkt er 29 fod over havet (ca. 6 meter) som første gang omtales i 1548. Idag er der klitter på ca. 14 meter. Langli er 0,8 km2. Den er 2 km. lang og 500 meter bred. Øen kan nås ved lavvande via en markeret ebbevej der er 4 km. ud til øen fra Ho.
Der var et fiskeleje på øen fra omkring 1500 tallet. I 1563 pålægges fiskelejet at give lod (afgift) til Ribe Hospital i form af fisk de fangede.
Efter stormfloden i 1634 flytter fiskerriet til Hjerting på fastlandet. Hvor meget Langli er blevet benyttet vides ikke i en efterfølgende periode. Der er helt sikkert blevet drevet jagt og indsamlet strandings gods, og hentet græs til at fodre dyrehold på bla. Fanø.

Der blev foretaget folketællinger i 1787, 1801 og 1834 er Langli ikke nævnt, men fra en optælling i 1840 var der to familier der havde hvert sit hus. Jens Bakke Christensen og Mette Jensdatter kom fra Oksby ved Blåvand og Hans Nielsen og Maren Kristine Andersdatter, de byggede jordhytter af strandings tømmer, tørv og klæg. De kommende 70 år var øens storheds tid, på et tidspunkt boede 36 mennesker fordelt på 5 familier på øen. Familierne drev jagt af fugle og sæler, fiskeri og landbrug, indsamling af mågeæg for at overleve. Der blev arbejdet hård på at skabe s et stort grundlag for at dyrke landbrug ved at inddæmme vådområder og omdanne dem til græsområder, samt bygge diger der kunne beskytte landbrugsområder fra oversvømmelse.
Der blev bygget gårde af teglsten og oprettet en skole i 1908 som betød at børnene ikke skulle til Oksby ved Blåvand for at gå i skole og bo hos familie eller venner i længere perioder. Efter endt skoletid, var der fiskeri fra øen eller Esbjerg. Nogle unge tog hyre, som sømand fra Fanø hvor Danmarks store handels flåde var i slutningen af 1700 – midt i 1800 tallet eller der blev søgt hyre på andre skibe ude i verden.

Efter to voldsomme stormfloder i 1909 som forvoldte stor skade på diger og satte marker under vand og mange dyr druknede. Staten måtte træde til med økonomisk hjælp. To år efter var den gal igen med voldsomme storme. I 1913 forlader beboerne øen, og sælger den til private. I 1940erne bygger en tømmermester et sommerhus som endnu står på øen og blive i dag brug af naturfolk.

I dag er Langli ejet af staten. Fra 1982 som fuglereservat, og er den mest fuglerige ø i Nationalpark Vadehavet, der er optaget på UNESCOs liste over verdensarv i 2010.
Adgangen til Langli kan kun ske i perioden 16 juli – 15. september for at give fuglene ro til at yngle.

Hooge en landsby blandt mange på det nordfrisiske forland. I 1300 tallet var det frodige land meget velegnet til at drive landbrug, der var masser af græs til bla. kvæg. Her ude på forlandet lå mange selvstændige landsbyer med huse og gårde. Længere inde i landet var Husum blevet et central sted for et stort kvægmarked i det vestlige Slesvig. De store handelsveje mellem Skandinavien og videre til resten af Europa gjorde at mange mennesker slog sig ned i området også selvom Vestehavet og tidevandet, vejr og vind kunne give store udfordringer når der var oversvømmelser som følge af storme. Der blev bygget diger af tørv for at beskytte markerne mod oversvømmelse som ville ødelægge afgrøderne.
Den 16 . januar 1362 blæste det op til en voldsom storm. Isen uden for digerne brød op og kom med stor kraft ind mod de skrøbelige diger, som ikke kunne klare det store tryk og brasede sammen, store vandmasser knuste gårde, huse og staldbygninger.

Katastrofen stakte sig fra Rømø i nord til Elben i syd. Stormfloden rev landområdet i stykker og opdelte i mindre øer og halliger. Huse, gårde og byer var forsvundet og der skulle begyndes forfra på opbygning. Hooge ligger længst mod vest, og der blev i de næste 300 år bygget mange værfter – jord høje der er så høje at det beskytter huse mod oversvømmelser. I 1634 kom endnu en stormflod som skabte store ødelæggelser og en del af Hooge forsvandt og mange mennesker og dyr druknede.

Det skønnes at 100.000 mennesker druknede i de to store stormfloder.
Hooge havde mistet kirke, huse og gårde som i de efterfølgende år blev genopbygget og værfterne blev gjort højere og de nye bygninger blev bygget med teglsten, digerne blev forbedret og gjort stærkere for kunne klare de mindre oversvømmelser. Der blev drevet landbrug med kvæg, og mange tog arbejde i den hollandske handelsflåde, måske lidt overraskende var der meget lidt fiskeri.
I dag er Hooge stadig den næststørste hallig , en ø på 5,78 km.2, Der er ca. 18 km. til Schlüttstiel, hvor færgen afsejler fra. Der er 11 km. Sommerdige, 10 beboede værfter, fuglereservat og græsningsareal til kvæg og får og flere gange årligt bliver Hooge oversvømmet af forhøjede vandstand. Når vandstanden falder bliver vandet, pumpet ud i havet igen. Befolkningen på Hooge er ca.120 om sommeren og 81 hele året. Der en kirke med en præst, to lærere på skolen til otte børn, en pædagog til seks børn i børnehave. Videre skolegang sker på fastlandet. Året igennem kommer der ca. 86.000 turister, der er 42,000 overnatninger og der er 482 gæstesenge. Opgjort i 2017
En stor del af den mandlige befolkning har arbejde med kystsikring i hele det nordfrisiske vadehav.

Vadehavet som i dag strækker sig fra Blåvand i nord til Elben i syd er en national kulturarv af helt enestående karakter. Store dele af vadehavet er nu beskyttet og er et af de vigtige fugle reservater som betyder at området tiltrækker mange turister fra hele verden. Mennesker med interesse for natur, landbrug og turisme har nu en fælles forståelse i en plan frem til 2024 hvor en række indsatsområder er udvalgt. De dækker bredt, natur, landskab,kultur og kulturhistorie, friluftliv, undervisning, forskning og formidling, lokalsamfund, erhverv, turisme, vadehavs arbejde og samarbejde om verdensarv.