Af Sabina Schmidt
Det er en rigtig dårlig idé at lade være med at betale sin udenlandske p-bøde eller fartbøde, understreger FDM i disse dage hvor rigtig mange danskere kører sydpå, efter lempelserne.
Men husk nu på at hverken p-vagterne eller fartkontrollerne holder ferie. Derfor risikerer flere danskere at få en bøde med hjem fra sydens sol.
For mange kunne det måske virke fristende at lade være med at betale bøden – ude af øje, ude af sind – men det er en rigtig dårlig idé, advarer Dennis Lange, der er chefkonsulent ved FDM.
– Hvis man undlader at betale en bøde, skal man ikke forvente, at man slipper for den. Nu har det i nogle år været sådan, at de udenlandske myndigheder kan få oplyst, hvem der ejer den pågældende bil i Danmark, siger han og tilføjer: – På samme måde, som hvis bøden var kommet i Danmark. Bøden forfølger dig, selvom du er kommet hjem fra ferie.
Helt konkret betyder det, at man vil modtage bøden på sin adresse i Danmark, og hvis man ikke betaler den, vil den blive dyrere. I sidste ende kan det have konsekvenser for indrejse i det pågældende land, hvor bøden stammer fra, hvis man vel og mærket ikke får den betalt, forklarer Dennis Lange.
Den går altså ikke længere
Dennis Lange fortæller, at det før i tiden i nogle tilfælde var muligt for danskere at slippe for at betale udenlandske bøder.
– I gamle dage, hvis man kan sige det sådan, gik den i vid udstrækning nok i mange tilfælde, men der er altså ændret på det, så de udenlandske myndigheder kan gå direkte efter de danske førere herhjemme i Danmark, siger han.
Han understreger desuden, at han mener, at man skal overholde loven, når man kører i udlandet.
– Hvis man får en bøde, og man kan se, at den er korrekt, synes jeg sådan set bare, at man skal betale den, lyder det.
Forkerte bøder
Hvis man får en bøde, er det en god idé at tjekke, at alle oplysningerne er korrekte.
– For en håndfuld år siden var der nogle tilfælde med folk, der fik forkerte eller falske bøder. Så det er altid en god idé at tjekke efter, fortæller Dennis Lange og uddyber:
– Hvis man fx har lejet en bil, og bøden bliver sendt videre fra udlejningsselskabet, kan der gå knas i, om det var det tidspunkt, man havde bilen, eller om det var den næste lejer.
Men hvis bøden er korrekt, er der altså ingen anden udvej end at betale.