Af Jan Poulsen
Da corona virusset primært spreder sig gennem luften, kan bedre mundbind blive nødvendigt, mener eksperter.
I takt med at nye, mere smitsomme varianter af corona virus spreder sig, er tiden inde til at overveje at bruge bedre mundbind for at mindske smittespredningen, mener flere eksperter.
Det kan for eksempel være ved at bære et engangsmundbind sammen med et stofmundbind, lyder det.
Forskere har i noget tid været enige om, at corona virus primært spreder sig gennem luften, og der er flere beviser på, at små partikler fra almindelig vejrtrækning eller tale kan sprede sig mange meter.
Pasform vigtig
Professor Linsey Marr, der arbejder med transmission af luftbåren sygdom ved Virginia University, siger, at et godt mundbind afhænger af to ting: filtrering og pasform.
– God filtrering fjerner så mange partikler som muligt, og en god pasform betyder, at der ikke er læk fra siderne på dit mundbind, hvor luft og virusser kan komme igennem, siger Linsey Marr.
Hun peger på, at selv et lille hul kan føre til en reduktion på 50 procent af mundbindets ydeevne.
De bedste materialer til engangsmundbind er ifølge professoren polypropylen. Hvis man bruger et mundbind af stof, er det vigtigt, at stoffet ligger i flere lag, siger hun.
– Ideelt set har stofmundbindet en lomme, hvor du kan indføre et filter. Ellers kan du fordoble mundbindet ved at bære et engangsmundbind med et tætsiddende stofmundbind oven på, siger Linsey Marr.
Højst to bind
Hun understreger, at hun ikke anbefaler, at man bærer mere end to mundbind, da man stadig skal kunne trække vejret uden besvær.
Ranu Dhillon, der er læge ved Harvard Medical School, har længe været fortaler for bedre mundbind.
Han er frustreret over, at myndigheder ikke giver bedre oplysninger til offentligheden om værdien af ordentlige mundbind og om at bære det korrekt.
– Selv om det ikke bliver 100 procent perfekt, så kan information lære folk at sætte et mundbind ordentligt på, så det er mere effektivt, og den kan gives relativt nemt, siger Dhillon.