Af Redaktionen

Da arbejdet gik i gang i april, var forventningen, at den nye cykelsti langs Gabelsvej i Bramming ville stå færdig i slutningen af oktober 2021. Færdiggørelsen kommer til at lade vente på sig, da dele af projektet ændrer sig.

Langs Gabelsvej fra Idræts Alle til rundkørslen ved Grønningen er der siden april blevet arbejdet på at etablere cykelsti i begge sider af vejen. Udover selve cykelstien bliver gadelyset også renoveret, mens helleanlæget ved Præstevej ændres for at passe bedre til cykelstiforløbet.

-En henvendelse har gjort os opmærksomme på, at der ikke er overensstemmelse mellem de første planer, der blev præsenteret for Lokalråd Bramming og den realisering, der nu er i gang. Fra kommunens side vil vi gerne bringe orden i sagerne, og efter en dialog i Teknik & Byggeudvalget, er vi enige om at realisere projektet i den oprindelige udformning, siger formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen.

Det er afslutningen af cykelstiforløbet langs Gabelsvej op til rundkørslen, der har været i spil. Løsningen bliver, at Esbjerg Kommune etablerer cykelsti på 1,8 meters bredde og fortov på 1,5 meters bredde i begge sider af Gabelsvej så tæt på rundkørslen som muligt.

I begge vejsider kræver det dog, at der skal erhverves areal for at projektet kan lykkes. Den proces sætter Esbjerg Kommune gang i hurtigst muligt.

Lige nu fortsætter arbejdet med at gøre cykelstien færdig i den østlige side af vejen, hvor der har været cykelsti tidligere. Cykelstien bliver 1,8 meter bred, og ved siden af cykelstien kommer der et tyndt lag asfalt, der skal gøre det ud for fortov i en midlertidig periode. Når det nødvendige areal er købt, kan kommunen etablere et fortov lig det, der er på den resterende del af Gabelsvej.

I den modsatte side af vejen etableres der også fortov på det areal, som kommunen allerede ejer.