Konkurrencen om at blive Danmarks Vildeste Kommune er nu blevet endnu hårdere. Før var 92 kommuner tilmeldt konkurrencen, men nu har de resterende seks også meldt sig på banen, og samtlige kommuner kæmper derfor nu om at vinde titlen. Det skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.
– En ny bevægelse bevæger sig ind over Danmark – og med den følger vild natur. Naturen er i krise, og vi skal sætte ind, hvor vi kan. Derfor er det fantastisk, at alle landets kommuner nu er med. Det viser, at den lokale opbakning til en vildere natur er stor i hele landet. Vi kan alle gøre noget, og tilsammen kan vi gøre en hel masse. Mit ønske med konkurrencen om at blive Danmarks vildeste kommune har været at få den vilde natur på dagsordenen alle steder. Og det må siges at være lykkedes nu, hvor samtlige danske kommuner har kastet sig ind i dysten om at blive den vildeste, siger miljøminister Lea Wermelin (S).
Ovenpå kommunalvalget har miljøministeren givet endnu en chance for at tilmelde sig konkurrencen, og det har fået Ærø, Læsø, Samsø, Vallensbæk, Frederiksberg og Gladsaxe til også at tilmelde sig konkurrencen.
– Naturen har stor betydning for både turisme, landbrug og det daglige ø-liv på Samsø. I 2020 skabte vi en biodiversitetspulje, som vakte stor interesse ved borgerforeninger og landbruget. Så vi står allerede klar i starthullerne til konkurrencen om at blive Danmarks vildeste kommune. Frem for alt er Samsø omringet af et hav, som rummer et kæmpepotentiale for fornyet dyr- og planteliv, lyder det fra borgmester på Samsø Marcel Meijer (S)
Miljøminister Lea Wermelin startede konkurrencen om at blive Danmarks Vildeste Kommune i februar 2021. Konkurrencen handler om at give naturen bedre vilkår i kommunerne, og vinderen kåres af Lea Wermelin samt biolog og naturvejleder Morten D.D. Hansen. Dommerpanelet kårer vinderkommunen med det bedste biodiversitetsprojekt i slutningen af 2022.