Af Eva Zauner Bredahl.
Hverdagen har de seneste måneder bestået af hjemmeskole og onlineundervisning for landets skoleelever. Det har affødt en stigende efterspørgsel på alternative undervisningsaktiviteter udendørs, som ifølge en forsker fra Københavns Universitet kan styrke både læring og trivsel hos de isolerede unge.
Det mærkes også tydeligt blandt børn og unge i Esbjerg Kommune, at de savner hinanden, og savner at kunne mødes i skole regi.
– Lige nu må vi være i skole fra 8.00 til 11.30 en dag om ugen fortæller 13-årige Josefine, der går i 6. klasse på Cosmos Skolen i Esbjerg.
– Selvom vi har “set” hinanden på Teams, savner vi jo at være sammen, så en dag om ugen er slet ikke nok for os. Vi ville da nyde at kunne tilbringe meget mere tid sammen, ligesom vi kunne før corona. Men lige nu må vi passe på hinanden, det er det vigtigste, og heldigvis er vores lærer rigtig god til at finde på ting vi kan lave sammen udenfor.
Nu kan danske skolebørn i større eller mindre grad heldigvis skifte onlineundervisning og hjemmeskole ud med fysisk fremmøde på landets folkeskoler. Men de seneste mange måneders isolation på børneværelset har sat sine spor hos eleverne, og landets pædagoger og lærere efterspørger derfor i stigende grad redskaber til at øge elevernes læring og trivsel gennem alternative udendørs aktiviteter. Det mærker man blandt andet hos lege- og forlystelsesparken WOW PARK, som råder over to parker i henholdsvis Billund og Skjern:
– Vi mærker i disse uger en stigende efterspørgsel fra lokale skoler eller institutioner om at anvende vores faciliteter i forbindelse med udendørs undervisning. Det vidner om, at børn og unge trænger til at komme ud og bevæge sig sammen efter længere tids adskillelse, og det kan vi tilbyde dem under ordnede forhold, fortæller Jacob Hindhede, som er medstifter og adm. direktør i WOW PARK.
Desuden kan man finde en lang række forslag til udendørs aktiviteter og undervisning ved at kigge lidt rundt på de lokale tilbud. Blandt andet har Myrthue lavet et lille opgaveforløb målrettet 7. til 10. klasse omkring 2. Verdenskrig.