Tekst og fotos: KomEsbjerg

Søndag, den 5. maj startede jo egentlig ret pænt med sol, da en håndfuld medlemmer af Hjerting Kanelaug mødtes ved lavvande kl. 8.30 for at få gjort udhalerwiren og spillet klar, så man over middag kunne komme i gang med det årlige Bådslæw, hvor kanerne skal på vandet igen.

Ved kaffen efter indsatsen diskuteredes meget, om vejret mon ville holde – og hvilken vejrmelding, der var mest tiltro til. Diskusionen endte dog i fordragelighed med den helt logiske konklusion: ”Nu får vi se, regner det, er der jo ik’ noget at gøre ve’t.”

Som formiddagen skred frem, blev det synligt for enhver, der måtte gang i både røjserne og havtøjet, og alle var da også fornuftigt påklædte, da man mødtes igen lidt over middag.

En hurtig rådslagning om, hvem der gør hvad, endte også i logisk enighed: ”I vil sikkert gerne, at jeg tager mig af spillet, og I andre gør, som I plejer” – og så var den arbejdsfordeling på plads til alles tilfredshed.

Et sindrigt, men såre praktisk system med at løfte stævnen fra jorden og skyde en metalplade ind under kanen sikrede, der også var masser af tid til hyggelig snak om både vinterens aktiviteter og den kommende sæson. Slæwet bestod mest i, metalpladen jo manuel skulle trækkes tilbage fra vandkanten, da spillet udelukkende kører én vej rundt. Men med mange hænder til rådighed, kom kanerne på vandet i løbet af en times tid.

I mellemtiden var der – også helt efter traditionen – fyret godt op under grillen, så hurtigt fik folk lagt det våde gummitøj og bænkede sig ved langbordet i laugets hyggelige, sorttjærede hus, hvor kaffebrygningen har noget svære vilkår oppe mod den maritime duft af tovværk i Sisal og Hamp.

Fakta om Hjerting Kanen:
Hjerting Kanen kendes som en gammel bådtype – en Dory, eller smakkejolle – fra bl.a. de portugisiske, spanske og amerikanske fiskeskonnerter, hvorfra de blev brugt til torskefiskeri omkring New Foundland. Med sin flade, let buede bund, kunne kanerne stables på dækket under transporten til fiskebankerne.

Lokalt har kanerne været brugt, siden Hjerting var ladeplads for købstaden Varde; men de kølbyggede fartøjer ikke kunne komme helt ind til kysten. I stedet ankrede de op i Hjerting Løb. Gods og mandskab blev så fragtet det sidste stykke til land i de fladbundede kaner, som også anvendtes til fiskeri med både kroge, garn og ruser i den lavvandede Ho Bugt.

Kanerne kunne enten roes eller være sejlførende med et såkaldt Luggersejl, i dette tilfælde var kanerne også udrustet med et stiksværd som aftagelig køl.

Kanerne vejer typisk godt 300 kg., er knapt 6 meter lange, godt 1,5 meter brede og 50-75 cm. høje. Med sin flade bund stikker båden kun 25-30 cm, hvilket gør den meget velegnet til sejlads i det lavvandende Vadehav.

Hjerting Kanelaug har gennem mange år arbejdet med at bygge, vedligeholde, restaurere og sejle med kanerne, og dermed for at bevare bådtypen, som har haft stor betydning for fiskeriet fra Hjerting.

Ud over laugets hus ved siden af statuen af Hjertingfiskeren, holder Hjerting Kanelaug også til på Myrthuegaard, hvor der for år tilbage blev etableret et bådvæft, som ugentligt er samlingssted for laugets byggeaktiviteter i vinterhalvåret.

Lauget har godt 50 medlemmer, og er hvert år med ved Mythuuegårds markering af Marbækdagen – som i år falder på søndag, den 26. maj.

   På værftet er man i gang med at restaurere en klinkbygget kane, der hen over sommeren rigges til med mast og stilles op som åbent legeskib på pladen ved laugets hus.

   Også ved Esbjerg Festuge i juni vil lauget være repræsenteret med kanen SIF, som rigges til og placeres i området mellem Restaurant Sydvesten, Marineforeningen og Fiskernes Hus ved 2. bassin i fiskerihavnen.