Af Sabina Schmidt
Frem til årets udgang kan landets jobcentre fortsætte med at afholde de digitale og telefoniske samtaler med kommunens ledige.
Det gælder både landets jobcentre og a-kasser der forsat kan holde samtaler med de ledige, uden at det behøver at foregå på kommunekontoret. Det står klart, efter beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) netop har forlænget dispensationen, der giver mulighed for at holde telefoniske og digitale møder, indtil 31. december i år.
– Corona-virusset er desværre fortsat iblandt os, og vi skal hele tiden sikre, at vi gør, hvad vi kan for at holde den nede, både nationalt og lokalt. Her er de digitale samtaler en god mulighed for at undgå fysisk kontakt, men stadig hjælpe de ledige. Det bliver nu muligt året ud, og jeg er tilfreds med, at jobcentrene fortsat har fleksibiliteten og kan vurdere, hvornår det er en fordel med en digital samtale fremfor med et fysisk møde, siger Peter Hummelgaard.
Kommunernes jobcentre har siden foråret haft mulighed for at holde de lovpligtige samtaler uden fysisk fremmøde. Det skulle dels forhindre øget spredning af corona smitten og dels sikre, at ledige, der er syge eller i en særlig risikogruppe, fortsat kunne modtage den kommunale beskæftigelsesindsats, som de har ret til.
Det har været en god løsning, mener beskæftigelsesministeren.
– Det er mit indtryk, at det indtil videre har fungeret som et godt alternativ, og at både ledige og sagsbehandlere har været glade for fleksibiliteten. Vi er i gang med at samle erfaringerne fra nedlukningsperioden, så vi kan blive klogere på, hvad der har fungeret godt og mindre godt, slutter Peter Hummelgaard.