Af Sabina Schmidt

Midt i corona pandemien står vi nu også foran influenzasæsonens indtog. Influenzavaccinen er vigtigere end nogensinde før, lyder det.

For midt i stigende smittetal og corona-restriktioner har en ny panderynke sneget sig ind hos det sundhedsfaglige personale.

Vinteren er nemlig hastigt på vej, og med den følger influenzasæsonen. Vaccinationen mod snotpapiret og feberen er særlig vigtig i år.

Influenza kan nemlig være farlig, hvis man er over 65 eller i særlige risikogrupper, og kombineret med corona kan det være en dødelig cocktail.

– Der er data fra udlandet, hvor man har set, at de som bliver dobbelt ramt af influenza og corona har endnu højere risiko for at dø. Det skal vi så vidt muligt undgå, siger Søren Riis Paludan, der forsker i virus og vacciner ved Aarhus Universitet.

Gratis vacciner for særlige grupper
Sundhedsstyrelsen har derfor i år valgt at tilbyde influenzavaccinen gratis for udsatte grupper og sundhedspersonale fra 1. oktober.

Man kan derfor blive vaccineret kvit og frit, hvis man er fyldt 65. Derudover omfatter tilbuddet blandt andet personer i særlige risikogrupper, gravide i 2. og 3. trimester og førtidspensionister.

Tilhører man en af disse grupper, opfordres der til, at man bestiller tid til vaccination hos sin læge, eller der hvor man normalt bliver vaccineret.

Hvem er omfattet af tilbuddet om gratis influenzavaccine?

Alle personer, der er fyldt 65 år

Personer der lever med kroniske sygdomme som:

  • Kronisk lungesygdom
  • Hjerte- og karsygdomme (med undtagelse af isoleret forhøjet blodtryk)
  • Diabetes 1 eller 2
  • Medfødt eller erhvervet immundefekt
  • Påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft
  • Kronisk lever- og nyresvigt
  • Andre kroniske sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører,at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko
  • Svært overvægtige
  • Førtidspensionister
  • Immunsupprimerede og deres hustandskontakter efter lægelig vuderdering
  • Gravide i 2. og 3. trimester
  • Sundheds- og plejepersonale med tæt kontakt til personer i særlige risiko
  • Personer med andre alvorlige sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko

Kilde: Sundhedsstyrelsen