Af Redaktionen   Foto: 7-kanten

Skatteøen med planlagt premiere den 1. marts er aflyst! De medvirkende til 7-kantens opsætning af musicalen Skatteøen med musik af Sebastian var for længst udvalgt, og de første prøver var afholdt, da de nye og skærpede corona-restriktioner blev bekendtgjort.

Det var planen, at forestillingen skulle have været den første i den nye teatersal i det tidligere artillerimuseum, som 7-kanten fik brugsretten til ved årsskiftet.

– Vi havde glædet os til at præsentere Skatteøen i salen, som ville have været helt genial til formålet, fortæller forestillingsleder Jan Wessel Rasmussen.

Sådan bliver det imidlertid ikke, for fredag besluttede ledelsesgruppen på forestillingen sammen med de medvirkende, at standse det videre arbejde og aflyse.

– Det er en næsten ubærlig beslutning at måtte aflyse forestillingen, men som tingene ser ud, har vi ikke noget andet valg. Vi kan ikke fortsætte med et virtuelt prøveforløb med både teater- og danseprøver, og vi kan desværre ikke forvente, at restriktionerne – særligt forsamlingsforbuddet – bliver lempet så meget, så vi kan arrangere prøver, hvor alle de medvirkende er samlet, siger Jan Wessel Rasmussen.

Publikum, der allerede har købt billet til forestillingen, får naturligvis deres billetter refunderet.

Nu krydser 7-kanten fingre for, at ungdomsholdets forestilling og Børneteaterfestivalen bliver en realitet, og man glæder sig naturligvis også til at præsentere urpremieren på ”Fyrtøjet – en gnist i Andersens liv” til sommer.