Af Redaktionen
Danskerne vælger i stigende grad at slippe væk fra den hektiske juletravlhed med en fredfyldt ferie i sommerhus. Ifølge en af landets førende feriehusudlejere, DanCenter, er der særligt tre afslappende fordele ved at holde jul i sommerhus, som forklarer interessen blandt danskerne.
Julen er hjerternes tid, men for mange bliver det en stressende affære med juleindkøb, rengøring, gaveindpakning og madlavning. Derfor vælger flere danskere at koble af med en fredfyldt ferie i sommerhus omkring jul og nytår.
– Danskerne har de seneste år fået øjnene op for at bruge deres juleferie i et sommerhus. Det oplevede vi i høj grad sidste år, hvor corona sendte efterspørgslen i vejret, men tendensen voksede faktisk allerede frem i 2019, fortæller direktør i DanCenter, Kim Holmsted, der ligeledes er formand for Feriehusudlejernes Brancheforening, og fortsætter:
– Sidste år var et ekstraordinært år for feriehusbranchen både i og uden for højsæsonen, men det tyder på, at tendensen med at holde jul i et sommerhus fortsætter igen i år, når vi sammenligner bookingtallene med de mere normale tilstande før corona i 2019. Helt konkret har vores danske gæster booket 22 procent flere husuger over jul og nytår, mens antallet af bookede husuger for vores tyske gæster er steget med 29,6 procent i samme periode.
Der særligt tre fordele ved at lade et sommerhus danne rammen om juleferien, som forklarer interessen blandt danskerne.
- Du kan komme helt ned i gear
For mange er julen lig med selvforkælelse, og derfor kan man med fordel overveje at forsøde juleferien med en følelse af velvære. Mange sommerhuse har faciliteter som pool, spa og sauna, hvor man kan komme helt ned i gear og lade både skuldrene og julefreden sænke sig. Det skyldes især, at man fysisk rykker i nye rammer, hvor hverdagens travlhed og bekymringer kan blive sat på hold.
- Du har færre forpligtelser
Sommerhuset er et oplagt tilflugtssted fra de hektiske juleforberedelser og to do-lister. Her er der færre forpligtelser forbundet med værtskabet, og det giver mulighed for en fredfyldt jul. Det er for eksempel muligt at undgå julerengøringen ved at tilvælge slutrengøring hos landets udlejningsbureauer, ligesom de øvrige værtskabsopgaver såsom madlavning og borddækning automatisk bliver fordelt blandt alle gæster, når julens selskaber afvikles i et sommerhus.
- Du undgår bekymringer om transport
Samler du dine nærmeste til julemiddag i et sommerhus, vil hele familien få glæde af en ekstra frihed. Med et sommerhus slipper både store og små nemlig for at bekymre sig om at skulle hjem efter julebesøget, og det betyder blandt andet, at de voksne kan slå sig løs i god vin og øl til julemiddagen, og at børnene uden problemer kan dratte omkuld, når de bliver trætte.
- Du kan tage arbejdet med
Mens julen nogle år beskrives som en såkaldt medarbejderjul, falder den i år til fordel for landets chefer. Er du en af dem, som skal arbejde mellem jul og nytår, kan du med fordel kombinere arbejdet med hygge og samvær med familien i et sommerhus. Mange af landets sommerhuse er nemlig koblet op til en stabil internetforbindelse, som gør det nemt at klare arbejdet mellem jul og nytår uden at skulle tjekke fysisk ind på kontoret. Når arbejdsdagen er slut, kan man således træde direkte ind i julehyggen med familien igen, hvilket kan forsøde arbejdsbyrden en smule.