Tekst og fotos: KomEsbjerg

Hos Stevedorefirmaet NorSea på Kanalen 1, hvor Danbor tidligere holdt til på Esbjerg Havn fik Diana Sommer i sidste uge papirer på, hun var færdiguddannet som Danmarks første, kvindelige terminalarbejder.

KomEsbjerg har fået lov at kigge indenfor bag hegnene og de lukkede porte, som både er med at sikre uvedkommende ingen adgang har til havnearealerne – og de travle arbejdspladser arbejdsro.

Turen starter i receptionen hos NorSea, hvor vi mødes – af en meget imødekommende receptionist – hurtigt bliver hjulpet med både registrering af parkering og behørigt iklædt sikkerhedshjelm, ditto -vest og -sko. Nu man alligevel var i huset, fandt Stevedore Manager, Claus Thygesen sig også tid til en snak om baggrunden for succesen med Dianas ansættelse.

Med omkring 30 fastansatte basemedarbejdere, er det vigtigt for os, flest mulige har flest mulige af de samme kompetencer, som sikrer den største fleksibilitet, fortæller manageren. –Med Dianas tidligere forløb med ansættelser på havnen, har hun stor erfaring og kendskab til både sikkerheden, arbejdsrutinerne med lastning af det ofte tunge og vanskeligt håndterbare gods med kritisk indhold”. Han fortsætter: – Alene i relation til supplybådene til Total har vi godt 25 anløb hver måned, hertil kommer aktiviteterne med lastning og losning ved øvrige anløb. Så med et gennemsnitligt anløb med 1-2 skibe i døgnet, er det helt væsentligt, flest mulige kan mest muligt for at få skibene fra kaj igen hurtigst muligt

Claus Thygesen tøver ikke med at kalde Diana Sommer et mønstereksempel på, kvinder med rette kompetencer også er velkomne på kajerne og ombord i skibene, og at NorSea gerne ser ansættelser af det, der engang blev kaldt ”Det Svage Køn”. – Det tunge knoglearbejde med hårdt fysisk arbejde på havnen er jo i stor udtrækning erstattet af kraftige maskiner, dermed stiller håndtering, helt andre krav, som kvinder kan honorere!

En kontakt til Havnevagten sikrede hurtigt problemfri passage af porten fra Estrupvej, og så var det tid at sende en sms til Diana, som havde lovet at mødes ved den store trebenede Noble Resolve – tidligere én af verdens største Jack Up rigge, som er inde for service – yderst for enden af Vestkraftkaj. Dårligt nok havde riggen lige tårnet sig op i forruden, før det gik op for fotografen, han nok var noget i vejen, da en stor sort/rød truck med et stort løfte åg langsomt nærmede sig den lille Peugout. Efter nogen tid, gik det op for den udsendte, trucken var Dianas velkomstkomité, for dér i den lille førerkabine sad en storgrinende Diana og vinkede, at det var tid at følge efter hende.

Efter fotosceancen med det tunge løftegrej, førte Diana igen an, nu med retning direkte ind mellem containere, kraner og mindre trucks mod terminalarbejdernes velfærdsbygning på arealet bag Østre Forhavnskaj.

I bygningen var aftenholdet ved at samle sig, og det blev meget hurtigt klart, den bramfrie jargon bundede i dyb respekt for hinanden, alle imellem. På spørgsmålet, om hvordan det er at have en kvindelig kollega, kom svaret ret kontant: ”Hårdt – hun er efter os hele tiden!” Bemærkningen dog servereret med store grin og yderligere kommentarer, som læserne her skal skånes for gentagelse af, blot kan det konstateres, Diana er rap i replikken og giver hurtigt svar på tiltale. Medmindre man er klar til et direkte svar, skal man ikke spørge unødigt!

Da kollegerne er forsvundet ned ad trappen, bliver der ro til at høre om, hvordan man som kvinde er kommet ind i en så mandsdomineret verden.

Diana fortæller om et livsforløb med flere udfordringer, både privat og på arbejdsmarkedet, hvor hun ret ung og ad mere eller mindre tilfældige omveje hurtigt fandt ud af, hun faktisk havde det bedst med mandlige kolleger. Som hun udtrykker det:

 – Kvindefnidder er altså ik’ mig! Men med en mandlig kollega der er der klar tale, man får svesken på disken og talt ud – måske med store bogstaver; Men så er luften som regel klar igen. Man går ikke og er sur i flere dage og bagtaler ikke hinanden over for andre!

Dianas arbejdsliv startede i montagen på Vestfrost, hvor hun hurtigt fik vist evner som svejser, hvilket holdt i 8-9 år. I forbindelse med en større fyringsrunde gennemgik hun et skole-grundforløb som elektriker; men fandt aldrig en læreplads. I mellemtiden var hun blevet ramt af en ondartet kronisk, stafylokoklidelse, som endnu en gang sendte hende på Arbejdsformidlingen. I mellemtiden var hendes 4 børn kommet til med relativ korte mellemrum, og af private årsager opsagde hun 7-7-aftalen med faderen og søgte fuld forældremyndighed over børnene. En indtjening var derfor påkrævet, så hun kontaktede en god veninde, hvis mand var mønstringsmand på havnen. Efter en aftens snak om muligheder, fordele og ulemper, blev hun ringet op kl. 7 næste morgen og bedt om at stille på havnen hurtigst muligt.

Da hun viste at kunne begå sig, vandt hun med tiden de mandlige kollegers respekt, både blandt løsarbejderne og de faste hold i Mønstringshuset.

Nu fulgte en periode som løsarbejder i Mønstringshuset, inden det blev til 7 år som fastansat ved Jutlandia Terminalen og i Kemiafdelingen, inden stillingen som fastlønnet terminalarbejder hos NorSea viste sig. Hurtigt viste virksomheden interesse for at opkvalificere den nye medarbejder, som på baggrund af sine tidligere ansættelser kunne få merit for flere fag, og dermed færdiggøre den omfattende uddannelse, som er normeret til 2,5 år på langt mindre tid.

Tiden med de 4 drenge, har til tider budt på problemer for Diana; hendes nære familie begrænser sig til søsteren, som sammen med veninderne altid har bakket op om hendes arbejde – og altid være der, når behov for assistance opstod for at skabe balance i arbejds-og privatliv. Her har ikke været meget plads til at være en pylrende Curlingmor for drengene, som i en ung alder lærte at tage vare på hinanden, og i dag er meget selvstændige som 24-, 21-, 20- og 15-årige.

Den ældste af drengene er trådt i moderens fodspor og har gennem nogle år også arbejdet på havnen.

På spørgsmålet om Diana mon vil opfordre andre kvinder til at vælge samme vej, er svaret noget tøvende: – Man skal jo nok være en lidt speciel type. Her bliver ingen karriere serveret; man skal tage fat og vise sit værd, inden respekten opnås. Man skal være klar til en kontant jargon, og kunne give hurtige svar på tiltale. Det er nok ikke en branche for kvinder, der går alt for højt op i Me-To-bevægelsen; men kan man begå sig her på kajerne, er her et helt fantastisk sammenhold blandt kollegerne, som – trods en til tider bramfri tone – altid passer på hinanden.

Tilbage ved ”Den Lille” 45 tons truck, som Diana parkerede ved siden af ”Den store” med næsten 90 tons løft fylder Diana godt nok ikke meget af statur; men menneskeligt og fagligt når hun og den pink sikkerhedshjelm de højeste af kollegerne – endda også helt til toppen af den store Liebherr kran ovre på Vestkraftkaj, hun sender varme blikke efter:

Den der skal jeg arbejde med i næste uge; Som Pipi Langstrømpe sagde: – Det har jeg aldrig prøvet før, så det er jeg sikkert go’ til! men i weekenden skal jeg lige være Roadie for min kærestes band og hjælpe med at stille deres udstyr af højttalere og instrumenter op- det har jeg prøvet før, og det også en sjov verden!

KomEsbjerg ønsker Diana Sommer alt godt på kajen fremover – også når den nye 120 tons truck kommer i begyndelsen af 2025 – den håndterer hun garanteret lige så naturligt som det øvrige, svære grej på NorSeabasens område mange år endnu.