Af Marco Brodde Foto: Camilla Uth

Forleden legede jeg en leg med mine nevøer på bagsædet i bilen. Legen var deres idé, og reglerne var simple. Vi skiftedes til at nævne et dyr med begyndelsesbogstavet A. Når en af os gik i stå og ikke kunne komme på flere arter med A, gik vi videre til B, og så fremdeles. Jeg selv stiftede bekendtskab med et par dyrearter, primært hajer, som jeg faktisk ikke anede eksistensen af, og som jeg på bedste onkelvis lige måtte google, inden jeg godkendte drengenes bud. Som mange andre børn, er mine nevøer nysgerrige på især eksotiske dyr, som vi er heldige at kunne opleve på nærmeste hold på skærmen eller i de bøger, der i sin tid åbnede en hel verden for mig og gav en spirende interesse næring.

Jeg tror også, at nogle af de dyr, jeg sendte på banen i vores lille leg, var nye for drengene på bagsædet. Jeg insisterede på kun at nævne danske arter: aborre, bram gås, citronsommerfugl (c er svær i længden)… osv. 

I årtier, ja faktisk over de seneste tre generationer, er vi som individer kommet stadig mindre i naturen. Da nutidens bedsteforældregeneration var børn, kom de dobbelt så meget ud under åben himmel på hverdage som børn i dag. Det er der naturligvis mange grunde til. Flere mennesker er rykket ind mod byerne, og børnelivet har som bekendt ændret sig ikke så lidt. Et skolebarn kan have et travlt program i ugens løb, og de allestedsnærværende skærme motiverer ikke nødvendigvis til hulebyggeri og en tur til stranden eller i skoven i regnvejr. Det er ikke børnenes skyld. Og vi i forældregenerationen havde allerede vist vejen til et mere urbant, måske endda nærmest naturfremmedgørende liv for den kommende generation. Hvad konsekvenserne kan være, når naturen bliver os fjern, vender vi tilbage til, men først en positiv nyhed.

I august i år kunne forskere i Center for Børn og Natur overraskende meddele, at kurven måske er knækket. Fra 2018 til 2023 er der sket en vækst i antallet af hyppige naturbrugere (en øgning på mellem 10 og 15 procentpoint) og et fald i antallet af sjældne naturbrugere. Bemærkelsesværdigt er det også, at 44 % af de 8 til 15-årige gerne vil være mere ude i naturen.

Center for Børn og Natur peger på de beviselige positive sundhedsmæssige gevinster ved børnenes udeliv. Både fysisk og mentalt. 84 % af børnene svarer, at det gør dem glade at være i naturen, og 94 % kan faktisk godt lide at være ude i den. Det er da positivt!

Kigger man nærmere på undersøgelsen, viser det sig, at en stor del af børnenes tid i naturen forgår på skolens eller daginstitutionens grund. 40% af børnene svarer, at det primært er her, de nyder naturen. Hele 70% havde deres seneste hverdags natur-tur i sådanne rammer.

Indrømmet, jeg krymper mig lidt. Lad os tage Esbjerg som eksempel. Tallene skal såmænd nok være repræsentative. Paradokset er, at selvom en by som Esbjerg er omgivet af natur i verdensklasse med vadehav, nationalpark og verdensarv, er det oftest de helt nære omgivelser, de urbane, børnene besøger. Skolens omgivelser er som regel ret kultiverede, om end et hjørne eller to på symbolsk vis og med gode pædagogiske intentioner er blevet ”vild med vilje”. Et hvert skridt mod en mere grøn skolegård kan gøre en forskel, men der er altså ret langt hjem, hvis det (også) handler om (og det synes jeg bestemt, det gør) at bibringe børnene en forståelse og glæde ved den natur, der er lidt mere levende end en fodboldbane. Esbjerg Kommunes skoletjeneste under paraplyen Myrthue spiller i den forbindelse en uvurderlig rolle. Den aktuelle undersøgelse peger da også på, at det pædagogiske arbejde og opmærksomheden på naturen som læringsrum er afgørende for børnenes tidsforbrug udendørs. Den daglige prioritering af tid omkring det lokale krat eller vandhul gør en forskel! Mit ærinde er ikke at tale hverdagsnaturen i byrummet ned. Men…

Overalt i den vestlige verden lider vi kollektivt af det, man kalder shifting baseline syndrome. Det er et ret bekymrende fænomen, hvis man synes, at en artsrig natur er vigtig at bevare. Kort fortalt handler syndromet om, at vi som mennesker ikke savner noget, vi aldrig har oplevet. Vores baseline… vores personlige udgangspunkt består af den natur, vi selv har oplevet som børn. Har vi ikke haft muligheden for at se en vibe, gør det ikke ondt på os, at den er væk. Vi har jo ikke oplevet den, sanset den. Who cares? Og sådan går det hver generation i takt med, at stadig flere arter forsvinder helt eller bliver langt færre. Også derfor håber jeg inderligt, at vi griber børnenes lyst til at komme ud. Først i skolegården, siden forhåbentligt ”længere ud”. Hvis ikke, vi giver dem chancen for at opleve og derefter sætte navn på fisk, sommerfugle og blomster, vil arterne være ukendte, når børn bliver til voksne. Og naturen vil blive reduceret til en arena for fritidsaktiviteter og produktion, uden at nogen egentlig mangler noget. Det skræmmer mig. Så altså….kom ud! På alle årstider. Og lad os genskabe vores forbindelse til arter med A, B, C og D.

Marco Brodde

Naturvejleder, Fanø Kommune.