Af Camilla Uth Fotos: Camilla Uth og Christel Seyfahrt

En stor personlighed og en dedikeret ildsjæl på Fanø, Christel Seyfahrt startede Fanø strikkefestival i 2015, og solgte den i 2023. Hendes smukke og farverige sjaler og modeller, som hun er kendt for bliver strikket på Sri Lanka, hvor de smukke sølvtipper de ældgamle kærlighedsgaver også bliver lavet sammen med de smukke knapper i sølv, der pryder de flotte Fanødragter. Nu er eventyret i hovedgaden slut, og nu handler det om fremadrettet at nyde livet.

Fanødragten

En Fanødragt er ikke bare en Fanødragt, det er en kvindedragt, for der findes ikke en officiel mandsdragt. Sømanden var international klædt, og derfor kan hans klædning ikke kategoriseres som en officiel mandsdragt på Fanø.

-En skipper ville jo nok have sin dobbeltradede frakke på og en matros måske noget andet, men det er mere kvindedragten- det er kvindedragten, vi interesserer os for, og den har jo så mange betydninger. Kvindedragten er skruet sådan sammen, at den altid består af et skørt, en nattrøje som man ville kalde jakken, et forklæde og klude, for alt det vi har om halsen og om hovedet, det kalder vi klude herovre. Det er simpelthen farverne på dragten, materialerne i dragten, der fortæller om hun er ugift, om hun er gift, om hun er på vej til søndagskaffe, om hun er på vej i kirken, på vej til fest eller om hun er i helsorg eller halvsorg, det fortæller dragten. Det er de samme klædningsdele, der bliver brugt til alle de her forskellige funktioner, Fortæller Christel Seyfahrt.

For er der en de kender til kvindedragten på Fanø og er tro mod hvordan den skal bæres og hvornår, og som selv med en gruppe veninder, mødes privat til forskellige arrangementer, alle iklædt den traditionelle kvindedragt, med de smukke tipper og sølvknapper og ikke mindst de smukke klude, som ikke bliver bundet, de bliver sat, og det kræver en viden som er overleveret i generationer, at få dem sat rigtigt.

-Når Fanø pigen blev gift, så fik hun et sort skørt, og det havde hun på sammen med sin brudedragt, det er så også det hun tager på, når hun bliver enke, og det er det hun bliver begravet i. 70% af søfolkene på Fanø kom aldrig hjem igen, så det var jo ikke uden grund, man kaldte det ”Enkernes ø”, og hun vidste at det formentlig var hendes vilkår, at hun blev enke. Det var også på sammensætningen med det sorte skørt, man kunne se hvor vidt kvinden var i helsorg eller halvsorg. Forskellen på de to var om det var en nær eller en knap så nær relation, der var gået bort, begge dele, kunne hun vise alt efter hvilke farver, hun bar. Hvis det var ægtefællen, der var gået bort, bar hun den helt sort enkedragt resten af sit liv, medmindre hun blev enke i en ung alder. Så bar hun enkedragten i en vis tid, og så måtte hun gerne skifte den ud, hvis hun eventuelt skulle giftes igen.

Fra Nordby eller Sønderho

Dragterne fra henholdsvis Nordby og Sønderho består af de samme dragtdele, men alligevel er der forskel. Kluden på hovedet blev ikke sat ens, og kom kvinden fra Sønderho, bar hun et plisseret forklæde, hvor forklædet i Nordby var glat. -Det var egentlig ret smart, for man ville på lang afstand kunne se, at der kommer en sønderhoning, og hun skal det og hun skal det, siger Christel Seyfahrt smilende, og fortsætter – en forfatter som Drachmann, der jo også var vild med Fanø, han sagde til de her Fanøkoner, at de måtte love ham aldrig at tage dragten af, og hans mening med det var, at begyndte de først på det, så kunne man se hvem der havde god smag, og hvem der havde dårlig smag.

Alting var altså nemmere med dragten, for den var ikke kun en dragt, den var et kommunikationsredskab, man kan sige, at ord var lidt overflødige.

-Interessen for Fanødragten har altid været der, men den har jo fået en kæmpe opblomstring de senere år, og de har jo ventelister på sy kurserne, hvor man kan lære at sy Fanødragter. Hele Fanø Dagbog udstillingen og de billeder der blev taget dengang, var jo med til at få folk til at forstå, hvad det var for en kultur, og hvor vigtigt det var at bevare den, og i min optik er der ikke en Fanøpige med respekt for sig selv, der ikke har en Fanødragt. Jeg har mange, og dem jeg omgiver med, har også mange dragter til forskellige lejligheder, fortæller Christel videre og afslutter med i halvfjerdserne døde den sidste Fanøkone med dragten på.

Strik kombineret med Fanødragten

Christel Seyfahrt har lavet flere modeshows, og hun formår at kombinere hendes strikkede modeller med Fanødragten, nogle af mønstrene i de meget smukke og ikke mindst farvestrålende modeller er da også en indikation af at Fanø og traditionerne står hendes hjerte nært, det være sig farvesammensætning og mønstre.

Christel er en stor ambassadør for de gamle dragter og deres betydning, hun er ved at undersøge om det er muligt at få vævet kludene i Indien, dels fordi de gamle mønstre ikke fås længere, men også fordi, det er vigtigt at det er den rigtige blanding af bomuld og silke, for ellers vil man ikke kunne sætte kludene rigtigt.

Hun udtrykker stor begejstring for den massive opblomstring af interesse, der er for Fanødragten. Det er hende meget magtpåliggende, at de der ønsker det, kan få de helt rigtige tipper og knapper til deres dragter, Derfor har hun truffet aftale med en sølvsmed på Sri Lanka, der kan lave kopier af de originale tipper og knapper, til en rimelig pris. Tipperne blev brugt som kærlighedsgave fra sømanden, til hans kone, og de ofte dekoreret med et hjerte eller et kors, og de bliver sat fast i bånd der sidder fast i forklædet på dragten, og de er virkelig smukke.

Christel er en ildsjæl, hun brænder for det hun tror på, og som hun selv siger, så er hun er forkæmper for sin egen kultur, det er den hun stammer fra, hendes slægt kan spores tilbage til 1600-tallet på Fanø, slægtsnavnet er Thiesen, navnet Seyfahrt har hun giftet sig til.– Min familie er de kaptajner, du har hørt om, der har sejlet jorden rundt, det er det, jeg er rundet af, og jeg er faktisk den første i familien, der ikke har giftet mig med en sømand. Så der for har jeg en særlig interesse i at køre det videre og også fordi min egen historie og hele min egen fortælling, om det jeg laver, er flettet ind i Fanø og også det maritime.

Christel har altid strikket, hun har rejst en del i Amerika, og solgt sine modeller ved blandt andet home parties men sandelig også på Park Avenue i Scandinavian House efter at have lavet en udstilling på Manhattan. – Jeg har altid været orienteret, jeg kom til Amerika som udvekslingsstudent, og jeg har et stort netværk derovre, siger hun. Hun startede sin forretning som webshop hvor hun solgte silkegarn fra Kina, selv var hun dengang maskinstrikker, og tanken var, at det var det hun skulle leve af. Men når man har været vant til altid at strikke i hånden, så vandt maskinstrikkeriet altså ikke indpas hos Christel på sigt. Så hun begyndte at strikke sine modeller og sælge dem som strikkekits. Dette koncept udviklede sig, og da der pludselig var et butikslokale ledigt, købte hun det. Den dag i dag pakker de omkring tre tons garn om året, hvilket bliver solgt til hele verden, og alle opskrifter er på fem sprog. Butikken på Fanø eksisterer egentlig kun som showroom, og nu er det kommet så vidt, at Christel afhænder sin butik, som hun har drevet i over 17 år, og fortsætter med webshoppen.

En beundringsværdig kvinde med fuld fart på med en stor kærlighed til Fanø takker af, og glæder sig til mere tid til kaffe i den helt rigtige Fanødragt sammen med veninderne.