Af Redaktionen   Kilde TV2 Nyheder

Efter at have forhandlet siden klokken 12 tirsdag middag er partierne blevet enige om en plan for en genåbning af Danmark.

De fleste af Folketingets partier er nået til enighed om en langsigtet genåbningsplan for Danmark.

Det meddelte statsminister Mette Frederiksen (S) ved et pressemøde i Landstingssalen sent mandag aften.

– Vi kommer til at gå forsigtigt til værks. Vi kan åbne mere nu i Danmark, og er det modsatte af, hvad man oplever i flere andre lande, hvor tredje bølge af corona er en realitet, sagde statsministeren og tilføjede:

– Med få undtagelser skal det danske samfund åbnes, når alle over 50 år er vaccineret. Efter påske kommer alle børn og unge tilbage i skole eller uddannelse i et eller andet omfang, og de liberale erherv kan åbne.

Der indføres et krav om et coronapas, der viser, om man er vaccineret, eller har en negativ coronatest. Børn er undtaget kravet om at vise coronapas.

Liberale erhverv som frisører åbner igen 6. april med krav om negativ coronatest.

 

Fra slutningen af marts vil appen ”MinSundhed” fungere som et funktionelt, men simpelt coronapas. Ved udgangen af maj forventes en mere avanceret og brugervenlig app at blive lanceret.

Herefter vil samfundet åbnes med 14 dages interval, forklarede Mette Frederiksen på pressemødet.

 

6.april

Ud over den gældende åbning i grundskolen åbnes for, at 5.-8. klasse kan vende tilbage med 50 procent fysisk fremmøde. Altså hver anden uge.

På ungdoms- og voksenuddannelser kan eleverne vende tilbage med 50 procent fysisk fremmøde.

På de videregående uddannelser kan afgangsstuderende på uddannelser med mange praksiselementer vende tilbage med 50 procent fysisk fremmøde.

Alle øvrige studerende på de videregående uddannelser kan vende tilbage med 20 procent fysisk fremmøde. Uddannelsesinstitutionerne forudsættes i den forbindelse særligt at prioritere de studerende på første år.

Når vaccinationen af de ældste og sårbare borgere samt borgere over 50 år, der ønsker det, er gennemført, er det udgangspunktet, at skoler og uddannelser kan genåbne fuldt ud.

Aftalepartierne er desuden enige om, at de liberale serviceerhverv kan genåbne 6. april 2021.

 

13.april

Partierne er enige om, at almindelig handel i indkøbscentre, stormagasiner, arkader med et areal på 15.000 kvadratmeter eller derunder kan genåbne 13. april 2021.

Indkøbscentre, stormagasiner og arkader i kommuner med særlig høj incidenstal er undtaget. Deres eventuelle genåbning vil blive vurderet af Epidemikommissionen.

 

21.april

De store indkøbscentre og stormagasiner på over 15.000 kvadratmeter for almindelig handel kan åbne.

Desuden åbnes – med coronapas – udendørsservering på restauranter og cafeer, museer, kunsthaller samt biblioteker.

Uden coronapas åbnes for indendørs idræt i organiseret regi for børn og unge under 18 år.

Hvilke konkrete sportsgrene, der er omfattet, og hvilke smitteforebyggende tiltag, der skal tages, forhandles af aftalepartierne på baggrund af et fagligt oplæg fra myndighederne.

 

6.maj

Med coronapas åbnes for indendørs servering på restauranter og cafeer, konferencer, spillesteder, teatre, og biografer og lignende øvrige lokaler, hvor der udøves kulturaktiviteter.

Desuden åbnes med coronapas for indendørs idræt for voksne over 18 år.

Hvilke konkrete sportsgrene, der er omfattet, og hvilke smitteforebyggende tiltag, der skal tages, forhandles af aftalepartierne på baggrund af et fagligt oplæg fra myndighederne.

 

21.maj

I sidste omgang åbnes med coronapas resterende idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter, som ikke er åbnet i forrige faser.

Desuden åbnes indendørsfaciliteter i forlystelsesparker, zoo, legelande, daghøjskoler og aftenskoler.

 

Mulighed for hurtig lokal nedlukning

Aftalepartierne er enige om, at hjælpepakkerne forlænges i lyset af den gradvise genåbning i de kommende måneder, så de gælder til og med 30. juni 2021.

Der vil i alle faserne fortsat gælde relevante smitteforbyggende tiltag, herunder brug af mundbind og begrænset antal i forsamlinger

Ved lokale udbrud skal myndighederne iværksætte tiltag og restriktioner, der både sikrer en øjeblikkelig håndtering af det konkrete udbrud, men samtidig også den nødvendige aktivitetsnedgang i det berørte område sådan, at smitten bringes under kontrol.

Der kan være tale om nedlukninger og udskydelse i forhold til genåbningsplanen på både institutions-, lokalt-, kommune-, landsdels-, eller regionsniveau.