Af Redaktionen.

For første gang i 12 år har Sundhedsstyrelsen fremlagt nye anbefalinger for alkohol indtag.

Tidligere hed det sig at Kvinder anbefales maksimalt at drikke syv genstande om ugen, mens mænd kan indtage 14.

Men nu er der altså for første gang i 12 år nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen, hvor unge under 18 helt frarådes at drikke alkohol.

Og det betyder også et farvel til kønsopdelingen.

I stedet lyder det nu, at man anbefales maksimalt at drikke ti genstande på en uge og maksimalt fire genstande på en dag.

– Der vil altid være en risiko forbundet med indtag af alkohol. Man kan dog minimere –  men altså ikke helt fjerne – sin risiko ved at drikke maksimalt ti genstande hen over en uge, siger enhedschef Niels Sandø i en pressemeddelelse udsendt af Sundhedsstyrelsen.

– Ens drikkemønster har også stor betydning. Derfor anbefaler vi, at man højst drikker fire genstande på samme dag, lyder det videre.

Unge frarådes helt at indtage alkohol

Dette begrundes med at man har fået mere viden om, hvordan alkohol skader hjernens udvikling, mens man er ung.

– Vi har et særligt fokus på unge. Vi ved, at unge, der drikker store mængder alkohol på én gang, er i øget risiko for ulykker, vold og uønsket sex.

– Alkohol kan også være skadeligt og påvirke både hukommelse og indlæringsevne hos børn og unge, hvor hjernen forsat er under udvikling. Derfor har vi skærpet vores anbefalinger i forhold til børn og unge under 18 år, så vi nu fraråder, at de drikker alkohol, siger enhedschef Niels Sandø.

For kvinder, der ammer eller forsøger at blive gravide eller er gravide, er anbefalingerne fortsat de samme: ingen alkohol.