Af Redaktionen Foto : Motorstyrelsen.
Ejere af cirka 80 tidligere politimotorcykler og 50 politibiler har undladt at betale registreringsafgift af deres køretøjer. Det har Motorstyrelsen konstateret i forbindelse med kontrol af en række køretøjer, der stammer fra 2012 og tidligere.
Da køretøjerne blev anvendt af politiet, skulle der ikke betales registreringsafgift af dem. Men da de efterfølgende blev handlet, skulle der naturligvis betales afgift.
-Da vi blev opmærksomme på problemstillingen, iværksatte vi straks en kontrol af de tidligere politimotorcykler og politibiler, og det har altså ført til, at vi vil opkræve registreringsafgift i cirka 130 sager om unddragelse af registreringsafgift. Vi kan selvfølgelig ikke acceptere, at private kører rundt på motorcykler og biler, der ikke er betalt registreringsafgift af, siger Jørgen Rasmussen, direktør i Motorstyrelsen.
Ifølge Motorstyrelsens foreløbige vurdering skal der betales 60.000-70.000 kr. i afgift pr. motorcykel og cirka 100.000 kr. pr. bil.
Det var i en periode muligt at unddrage registreringsafgift, fordi oplysninger om motorcyklerne og bilerne ikke blev registreret korrekt i Motorregistret. Fejlen opstod i forbindelse med konvertering af oplysninger fra et gammelt it-system i det daværende SKAT. Motorstyrelsen har nu blokeret køretøjerne i Motorregistret, så det ikke længere er muligt at handle med dem uden at betale registreringsafgift.
Motorstyrelsen undersøger, om der er lignende problemstillinger med andre typer af køretøjer, som i en periode har været fritaget for registreringsafgift.