Af Redaktionen

Den 21. marts rundede Esbjerg Golfklub et skarpt hjørne, nemlig 100 år. Klubben er Danmarks tredje ældste. Aktiviteten i klubben er steget under nedlukningen, hvor mange har opdaget og genopdaget sporten. Det samlede antal medlemmer er nu på 1.700.

  1. Året, hvor Albert Einstein vandt Nobelprisen i fysik, den første pølsevogn rullede ud i de danske gader – og så var det året, hvor Esbjerg fik sin første golfbane.

Den 21. marts rundede Esbjerg Golfklub 100 år. Trods de mange år på bagen er klubbens handicap lavere end nogensinde. Det seneste år har budt på øget aktivitet i klubben, der nu har rundet 1.700 golfspillere.

– Under nedlukningen af det meste af Danmark har vi set en stor aktivitet på vores anlæg. Golf er en coronavenlig sport. Mange har opdaget og genopdaget sporten det seneste år. Det har givet en flot aktivitet på banerne, siger formand Birgitte Jensen.

Sætter Esbjerg på verdenskortet

Jubilæet blev ikke fejret med en stor fest på selve dagen på grund af risiko for coronasmitte. Klubben valgte at opsætte en vandkunst for at markere det skarpe hjørne. En vandkunst, som passer ind i naturen omkring banen – og som medlemmerne kan nyde i de næste 100 år.

Den blev indviet af borgmester Jesper Frost Rasmussen.

– Foreningslivet i Esbjerg er en af de bærende søjler for vores kommunes fællesskab. Esbjerg er en ung by, så det er fantastisk at kunne få lov til at fejre et 100 års jubilæum for en sund forening i vækst. Særligt, når det er for en klub, som i den grad har været med til at sætte Esbjerg på landkortet både i Danmark og internationalt med anerkendelse og priser for de unikke, velholdte baner, siger borgmesteren.

Helt uden festligheder blev jubilæumsåret dog ikke. August er et stærkt pejlemærke for klubben, hvor uge 31 bliver en jubilæumsuge i medlemmernes tegn. Ugen efter er klubben vært for den internationale turnering Made in Esbjerg Challenge presented by FREJA og Total.

– Vi glæder os selvfølgelig meget til at kunne fejre 100-året rigtigt med medlemmerne i uge 31, hvor sporten og det sociale for alvor bliver omdrejningspunktet. Indtil da glæder vi os over, at aktiviteten blandt vores medlemmer i klubben er stor, og at vores baner bliver anerkendt internationalt. Igen i år er vi nomineret til World Golf Award for Danmarks bedste golfbane, siger formanden.