Af Redaktionen
Tårnet er lige nu på prøve i Svømmestadion Danmark, og til næste år vil Trygfonden se, om konceptet skal bredes ud i hele landet.
I Svømmestadion Danmark i Esbjerg er der lige nu skudt et nyt – og lidt anderledes – redder tårn op. Livreddertårnet er fyldt med masser udstyr, men der er ingen livredder. I stedet er det meningen, at svømmehallens gæster skal gå på opdagelse i livredderudstyret og selv træne livredning.
– Livredning har været forbeholdt folk i uniform, men med redder-tårnet prøver vi at gøre det mere tilgængeligt at træne og lære at kunne redde sig selv og andre, siger Michael Iwersen, der er livredder og uddannelsesleder ved Trygfonden.
I tårnet kan man blandt andet finde redningsveste, redningskranse, redningstorpedo og boards, som man kan træne med inde i svømmehallen.
På den måde får man for eksempel mulighed for at prøve en redningskrans under betryggende forhold eller øve sig i at redde et andet menneske i svømmehallen.
– Om sommeren har vi livredderpatruljen, hvor vi kører rundt og lærer folk om livredning og viser vores udstyr frem. Det har folk været meget interesserede i, men der er vi så interesserede i at komme endnu bredere ud, specielt her om vinteren. Og det er svømmehallerne jo en rigtig god arena til.
Tårnet er blevet til som et forsøg i Trygfonden. Lige nu er tre tårne ude i tre forskellige svømmehaller, og efter nytår vil Trygfonden vurdere, om konceptet skal udbredes i hele landet.