Af Redaktionen   Kilde: /ritzau/FINANS

Et væsentligt bedre regnskab end ventet sendte fra børsåbning FLSmidth til tops i det danske eliteindeks, men hen af formiddagen stjal Carlsberg rampelyset med en opjustering og tog topplaceringen i C25-indekset, der torsdag steg 1,6 pct. til hele 1121,75.

Efter et flot første halvår venter Carlsberg nu en høj encifret organisk vækst i driftsresultatet i 2019 mod den tidligere forventning om en midt-encifret fremgang på den post.

»Det er klart bedre end analytikerforventningen. Nogle var meget skeptiske om, hvorvidt selskabet kunne levere konsensus, og nu overgår det markant. Det ser meget stærkt ud«, vurderer Christian Thatje, senioraktiehandler i Sydbank.

Opjusteringen sendte Carlsberg-aktien op med 11,3 pct. til 975,20 kr., og i løbet af handelsdagen var aktien oppe med 12 pct., hvilket var den største stigning siden 2009 for bryggeriaktien.

Carlsberg-aktiens kursridt henviste FLSmidth, der steg 10,1 pct. til 270,10 kr., til den sekundære placering, efter at selskabet fra morgenstunden leverede et regnskab, der også her var bedre end ventet.