Af Redaktionen

Corona-virussen har efterhånden været en fast del af danskernes hverdag i nogle måneder, og i den forbindelse er håndsprit blev en lige så fast del i de flestes hjem.

Krisen har betydet, at Giftlinjen på Bispebjerg Hospital har modtaget rigtig mange opkald om forgiftede børn, fortæller Niels Ebbehøj, der er overlæge og rådgiver hos Giftlinjen til Politikken.

-Vi har modtaget mange opkald om børn, der har drukket håndsprit. Håndsprit har et højt indhold af alkohol, og vi har set mange eksempler på, at der ikke skal meget til, før barnet bliver småberuset, siger han og tilføjer: -Heldigvis smager håndsprit rigtig dårligt, og derfor har vi ikke haft sager med børn, der er blevet så fulde, at de er blevet alvorligt syge og skal indlægges.

Ifølge overlægen har Giftlinjen modtaget 100 opkald, siden Danmark lukkede ned i midten af marts. Det svarer til mellem to og fire opkald om dagen.

De 100 opkald har alene været om forgiftning med håndsprit

Politiken tilføjer, at der klart var flest henvendelser om håndsprit ugen efter, at Statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned.

Derudover var der en del tilfælde i ugerne efter påske, hvor de mindste børn vendte tilbage til diverse institutioner.

Niels Ebbehøj siger afsluttende, at han vil opfordre borgere til at gemme kemikalierne væk derhjemme.

Det skyldes, at vi går en sommerferie i møde, hvor børnene har masser af tid til at gå på opdagelse i hjemmet.

På de forskellige institutioner foreslår overlægen på Bispebjerg Hospital, at man stiller håndspritten uden for børnenes rækkevidde.