Af Sabina Schmidt Kilde: Sundhedsstyrelsen
Hvis du bliver syg med lettere symptomer på COVID-19, skal du blive hjemme. Mens du er derhjemme, er der en række ting, som du kan gøre for at hjælpe dig selv godt igennem sygeperioden.
Hvad skal man gøre, hvis man har symptomer på COVID-19? Hvornår skal man kontakte sin læge? Og hvornår skal man testes?
De spørgsmål bliver besvaret i en ny udgivelse med gode råd til dig, der har tegn på sygdom. Samtidig giver Sundhedsstyrelsen en række gode råd om hygiejne, rengøring, og hvad man kan gøre for at holde sig i gang, hvis man er syd derhjemme uden at være for sløj.
Kend symptomerne på COVID-19
De typiske symptomer på COVID-19 er ondt i halsen, alment ubehag, muskelsmerter, tør hoste og feber.
Det kan være svært at skelne mellem symptomer på COVID-19 og en typisk forkølelse eller en influenza. Hos hovedparten af smittede med ny coronavirus er forløbet mildt og forsvinder i løbet af 4-6 dage.
”Det er vigtigt, at man bliver hjemme, hvis man har symptomer på sygdom, og at man bliver hjemme i mindst 48 timer efter symptomerne er stoppet. De 48 timer skal sikre, at man er helt rask og ikke smitter andre,” fortæller chefkonsulent ved Sundhedsstyrelsen Maria Koch Aabel.
Vejrtrækningsbesvær og forværring af symptomer kan være tegn på mere alvorlig sygdom med COVID-19, og her skal man kontakte egen læge, lægevagten eller akuttelefonen.
Hvad kan man gøre for at komme igennem sygdom
Der er på nuværende tidspunkt ikke en specifik behandling mod COVID-19, men du kan mindske symptomerne ved at drikke rigeligt med væske, især hvis du har høj feber. Muskelsmerter kan lindres med paracetamol, fx Panodil, og hvis man har ondt i halsen, kan man bruge sugetabletter.
Det kan være ekstra hårdt at være syg, når man er isoleret derhjemme, og derfor har Sundhedsstyrelsen også samlet en række råd, der kan styrke den mentale sundhed, imens man er syg.
-For mange er det en god idé, at man holder kontakt med omverdenen via telefon, videoopkald eller sociale medier. Man kan også forsøge at holde sig i gang, hvis man ikke er alt for sløj. Både mentalt, fx ved at læse en god bog, lægge et puslespil eller dyrke en hobby, men også fysisk ved fx at gå rundt derhjemme eller med øvelser på stuegulvet, siger Maria Koch Aabel.
Derudover er det vigtigt, at man sørger for at få sovet og holder en normal døgnrytme, spiser sundt og varieret samt husker sig selv på, at man gør en forskel og udviser samfundssind ved at blive hjemme.
Særligt for børn
Små børn har svært ved at forstå den nuværende situation, og hvis de bliver syge med COVID-19, skal man være særligt opmærksom på ikke at gøre dem bange.
”Hvis det er ens barn der er sygt, skal man som udgangspunkt følge de samme råd som for voksne. Det er vigtigt, at man giver barnet masser af omsorg, også fysisk med nærhed og kram” fortæller Maria Koch Aabel.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at forældre kontakter lægen, hvis barnet får vejrtrækningsbesvær fx hurtig/overfladisk vejrtrækning, bliver sløvt, apatisk, slapt eller fraværende, får kølig, bleg eller blålig hud eller har påfaldende kolde hænder og fødder.