Af Redaktionen

Vil du undgå en uventet regning, når du kommer hjem fra udlandet, så sæt dig ind i toldreglerne inden afrejse, lyder opfordringen fra Toldstyrelsen.

Efterårsferien står for døren, og om lidt kan tusindvis af danskere igen flyve på ferie. Shopper du på din rejse i udlandet, er der flere regler, du skal huske på. Først og fremmest har det betydning, om du shopper i et EU-land eller i et land uden for EU. For EU-lande er reglerne enkle. Du må nemlig frit medbringe varer, så længe de er til eget brug. Eget brug betyder, at det kun er til dig, familiemedlemmer og gæster i dit hjem.

Går efterårsferien til et land uden for EU, er lovgivningen en anden. Det gælder bl.a. Storbritannien, der ikke længere er medlem af EU.

– Mange danskerne flyver til London i efterårsferien, og her skal man være opmærksom på, at Storbritannien ikke længere er med i EU. Det kan nemlig betyde, at der kan komme told på de britiske varer, man tager med hjem, siger Mette Helmundt, der er funktionsleder i Toldstyrelsens kontrolenhed i Københavns Lufthavn.

Fra lande uden for EU kan du afgiftsfrit tage varer med til en værdi af 3.250 kr., hvis du kommer med fly eller færge. Skal du passere grænsen i bil, er loftet på 2.250 kr. Det er den samlede sum af dine varer, der tæller. Så har du købt et nyt ur i London til 3.000 kr., er der ikke meget tilbage at shoppe for.

Hvad enten man rejser til et land inden for eller uden for EU, er der dog undtagelser, når det kommer til tobak og spiritus. For tobak og alkohol gælder der lidt andre regler, også i forhold til om man har holdt ferie i et EU-land eller uden for EU.

– Derfor er det altid en god ide at læse op på toldreglerne, inden man tager afsted på ferie, siger Mette Helmundt.