Af Sabina Schmidt
Speederen kan trykkes lidt mere i bund, når hastighedstavlen stiger til 130 km/t. i stedet for 110
Fra i morgen fredag kan du forkorte turen i den varme bil, når du bevæger dig rundt i sommerlandet. Vejdirektoratet hæver nemlig hastigheden på dele af E45 i Trekantområdet og E20 Esbjergmotorvejen.
På i alt 14 kilometer af de to motorvejsstrækninger har der hidtil været en hastighedsgrænse på 110 km/t., men der er nu blevet gennemført de nødvendige løft, som gør lidt hurtigere kørsel på de to motorveje muligt, oplyser Vejdirektoratet.
– Det er vigtigt for os, at trafiksikkerheden er bedst mulig, når vi hæver hastighedsgrænsen på motorvejen, siger Niels Agerholm, afdelingsleder hos Vejdirektoratet.
Ændringen sker som følge af en politisk aftale indgået i 2018 om højere hastighed på udvalgte motorvejsstrækninger.
Udvider sikkerheden
Bilister kan for alvor afprøve den nye hastighedsgrænse, når de gamle hastighedstavler fredag tages ned på E45 mellem Skærup og Kolding og mellem Fredericia og Vejle samt på E20-strækningen mod øst ved Esbjerg Lufthavn.
Men selvom der skrues op for hastigheden, er der ikke skruet ned for sikkerheden. Vejdirektoratet har nemlig brugt måneder på at opsætte rumleriller mod midterrabatten og påkørelses-dæmpere på autoværnet.
Motorvejsstrækningerne er de sidste af i alt seks, der har fået nye hastighedsgrænser som led i den politiske aftale fra 2018.