Af Redaktionen
TV 2 CHARLIE og Hjerteforeningen samlede i går aftes 30.636.580 kroner ind ved det store direkte indsamlingsshow ”Hjertegalla 2020”.
Det var niende gang, ”Hjertegalla” fandt sted, og første gang, at årets værtstrio hed Michèle Bellaiche, Jes Dorph-Petersen og Christian Degn. De bød i løbet af aftenen velkommen til blandt andre ”Vild med dans” dommer Britt Bendixen, der kom og fortalte om sin store hjerteoperation, som hun gennemgik i 2019. ”Årets Hjerteredder” blev hyldet, og prisen gik i år til Michaela Billbo Tanderup, der som 14-årig reddede sin mors liv. Det var Villy Søvndal, der overrakte prisen for ”Årets Hjerteredder”. Han måtte i 2013 træde tilbage som udenrigsminister på grund af en blodprop i hjertet.
Pengene går til forskning og forebyggelse
Det imponerende indsamlingsresultat og danskernes gavmildhed gør både redaktør på TV 2 CHARLIE Mads Volck og Hjerteforeningens adm. direktør, Anne Kaltoft, glade.
– ”Hjertegalla 2020” har været udskudt siden marts på grund af corona krisen, og alligevel har danskerne valgt at bakke massivt op om indsamlingen. Det er både rørende og rart, og det understreger blot, hvor vigtigt det er stadig at have fokus på hjertesagen og samle penge ind til det gode formål. På TV 2 CHARLIE er vi glade og stolte over at være en del af så vigtig en indsats, og at det lykkedes os at afholde et flot indsamlingsshow med de restriktioner, der jo stadig er, det kan man kun glæde sig over, siger Mads Volck, redaktør på TV 2 CHARLIE.
– Vi er meget taknemmelige for, at danskerne igen i år støtter hjertesagen. Flere end en halv million danskere lever med en hjertesygdom, og det rammer både den enkelte og deres pårørende. Så en stor tak til TV 2 CHARLIE for et langt og godt samarbejde og også til alle de virksomheder og fonde, der støtter Hjerteforeningen. Vores vision er “Liv uden hjertesygdom”, så vi vil bruge de indsamlede penge til forskning i hjertesygdomme og til at arbejde endnu hårdere på at forebygge hjertesygdomme i Danmark. Fire ud af fem tilfælde af hjertesygdom kan sandsynligvis forebygges, så vi skylder hinanden at gøre alt, hvad vi kan, for at undgå hjertesygdom, siger Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen.