Af Redaktionen Foto: 7-kanten
Når Karin Egholm går på scenen i årets sommerspil ”Jesus Christ Superstar”, er det bestemt ikke første gang. Hun har været med i Arnbjerg siden 1991, hvor hun startede i ”Den glade enke”.
Hendes mand, Jens Jager, er også med, og hans sommerspilshistorie er endnu længere. Han var således med første gang i 1983 i ”Oliver” uden at ane, hvad han egentlig gik ind til. Og det er så blevet til 40 sommerspil, samt masser af andre forestillinger i 7-kanten. I år er han instruktørassistent for tredje gang.
– Vi skal bare med til sommerspil. Hvis ikke det er på scenen, sælger vi programmer, is eller hjælper publikum på plads, siger Karin Egholm.
Et år var de dog ikke med. Det var i 1997. Da tog de fri for at lave en større ombygning af deres hus i Bramming.
– Da var det murerstøv i stedet for ”Showboat”, siger Jens Jager.
Parret mødtes i 7-kanten, blev kærester i 1996 og gift i 1998, så 2023 byder både på sølvbryllup og Karins 60-års fødselsdag.
De har ved siden af teatret arbejdet i hver deres branche – og dog. Karin har arbejdet med voksne med særlige behov indenfor socialpsykiatrien og pendler nu hver dag med tog til jobbet i socialstyrelsen i Odense, hvor hjemløshed er et af de store fokusområder. Jens har været lærer i folkeskolen, altid med et øje for de børn, der havde brug for lidt mere.
Der har altid været fuld fart på parret med arbejde, med roller, med at skrive skuespil, med at instruere og med at udvikle nye idéer, men under coronaen var der tid til at slappe af.
– Vi sad en dag på terrassen ved vores sommerhus ved Vestkysten, hyggede os med kaffe og bøger, som for en sjælden gangs skyld ikke var rollehæfter.
Pludselig spurgte Karin: hvorfor gør vi ikke det her noget tiere, siger Jens Jager.
Svaret kunne være, at parret har et årshjul fyldt med teater og revy.
– Når vi er færdige med en forestilling enten som skuespillere eller instruktører, tager vi fat på næste opgave. Det kan for eksempel være Bramming Revyen, som vi har 10-års jubilæum på i år, efterårsspil eller vinterspil. Det er blevet vores livsstil, og det har vi det rigtig godt med.
Det giver energi at arbejde med teater. Det er et sted, hvor vi kan udleve noget helt andet end i vores arbejde og hverdag, siger Karin og erkender, at der bliver snakket meget teater omkring køkkenbordet.
Vi supplerer hinanden rigtig godt, og selvom vi har arbejdet meget tæt sammen i så mange år, har vi tit vidt forskellige indgangsvinkler til arbejdsopgaver. Kort fortalt er det ofte sådan, at mine idéer kan være meget flyvske, og Karin sørger for at der kommer lidt struktur på, imens jeg laver lidt kaos i Karins idéer, griner Jens.
Og Karin supplerer: – Vi får mange idéer og har sagt utrolig mange replikker på strandture ved Vestkysten. Når havet bruser og vinden suser, er der ingen grænser for idéerne.
Jens Jager var med på scenen i ”Jesus Christ Superstar” i 1988 som ypperstepræst og er altså i år instruktørassistent.
– ”Jesus Christ Superstar” er en fantastisk musical. Det er ligesom at stå i historien, religiøs eller ej. Den er fyldt med fed musik og en god historie.
Karin Egholm sammenfatter sin oplevelse af musicalen i ordet ”berørthed”.
– Jeg bliver berørt, når jeg hører sangene. Andrew Lloyd Webber kan det med at lave harmonier, der rører en. Jeg håber, at rigtig mange ser forestillingen, for publikum fortjener at opleve at være i det univers, hvor historie og musik rammer en.
Jens Jager nikker.
¬ ”Jesus Christ Superstar” er ikke bare for dem, der er fan af sommerspil i Varde. Den er om noget også for alle dem, der ikke kan lide sommerspil. Der er noget fantastisk musik og en helt anderledes scene end alle foregående år. Det er det tætteste man kan komme på en rockkoncert, men nu med billeder.