Af Redaktionen Foto: Din forsyning
Det bliver Babcock&Wilcox Renewable Service (BWRS), der kommer til at levere erstatningskedlen til DIN Forsynings store fjernvarmeprojekt.
På havnen i Esbjerg er DIN Forsyning i fuld gang med at opføre bæredygtige produktionsenheder, der skal erstatte den fjernvarme, som efter 1. april 2023 ikke længere bliver leveret af Ørsted, når de lukker for det lokale kulkraftvarmeværk. Byggeriet har været i gang siden oktober 2020, og der er planlagt en havvandsvarmepumpe, elkedel, ny transformatorbygning og et nyt flisværk. Kedlen til flisværket skulle have været leveret af en finsk producent, men efter en mangelfuld levering har DIN Forsyning Varme måttet kassere kedlen og genudbyde den på ny.
Erstatningskedlen bliver leveret af BWRS med planlagt indløftning i slutningen af november 2022 og vil have en effekt på 48MW. Sammen med røggaskondenseringen vil den samlede ydelse være 60MW.
”Vi er rigtig glade for, at vi har fået indgået en god aftale med BWRS. Det er ikke let at skulle komme ind midt i et projekt og hjælpe med at samle stumperne. Vi har snakket om, hvor vi står, og hvordan BWRS kan hjælpe. Vi er enige om, at det godt kan lade sig gøre inden for tidsrammen”, fortæller Kenneth Jørgensen, der er projektchef for byggeriet hos DIN Forsyning.
Hos BWRS fortæller Adm. Direktør Christopher Nysted Sørensen, at de er glade for at få lov at være med til at give Esbjerg bæredygtig fjernvarme:
”Det er et utrolig spændende projekt og planer, som DIN Forsyning er i færd med at realisere. Vi er rigtig glade for at kunne bidrage til projektet både med vores fluid bed kedel, i samarbejde med vores amerikanske ejere Babcock & Wilcox, men også med den store knowhow vi har på området.”
B&W har i en lang årrække leveret biomasseanlæg til mange lande. De er derfor godt klædt på til at kunne levere en kedel, der passer til både DIN Forsynings behov, men også som passer ind i de fysiske rammer, som allerede er bygget på havnen i Esbjerg.