Af Redaktionen

Hele Danmarks Familieklub har indgået samarbejde med sangerinde Julie Berthelsen som ny ambassadør for de populære familieklubber. Her vil hun i løbet af det næste år deltage i familieklubber med sin egen familie, ligesom hun også vil komme rundt i landet og tage del i det frivillige arbejde, som knytter sig til det at være en del af et måltidsfællesskab.

Julie Berthelsen har qua sit arbejde som sangerinde og som ægtefælle til håndboldspilleren Minik Dahl Høegh, som hun har børnene Casper Nanoq, 8 år, og Sia på 5 år, været vant til ofte at skulle flytte til nye steder, hvor nye lokalområder skal læres at kende:

-Jeg har selv oplevet at flytte rundt mange gange, hvor man hver gang skal lære et nyt lokalområde at kende. Det kan være hårdt både for børn og voksne, fordi man i den periode er mere sårbar og kan føle, at man står lidt alene som familie. Her er Hele Danmarks Familieklub et rigtig fint initiativ, der støtter op om alle slags familier, og hvor alle kan være med. Derfor glæder jeg mig også til at komme i gang og være med ude i familieklubberne og opleve det unikke fællesskab mellem familierne og de frivillige”, fortæller Julie Berthelsen om det nye ambassadørskab.

Samarbejdet med Julie Berthelsen som ny ambassadør for Hele Danmarks Familieklub er et initiativ, som projektets nationale kaptajn ser frem til:

-En af Hele Danmarks Familieklubs mærkesager er at skabe sammenhold og nærvær til det bæredygtige familieliv, og med Julie Berthelsen som vores nye ambassadør styrker vi hele grundfortællingen om projektet. Hun står for værdier, som stemmer overens med det, som vi ønsker med Hele Danmarks Familieklub, og derfor er vi virkelig glade for at have fået Julie med om bord, udtaler national kaptajn for Hele Danmarks Familieklub, Anne Mette Hede Jensen. -Vores vision med Hele Danmarks Familieklub er, at ingen børnefamilier skal stå alene, og med Julie styrkes den drøm.