Af Redaktionen   Foto: BMW

Det går ikke helt gnidningsfrit for producenterne af plug-in hybridbiler. Ford Kuga Plug-In hybrid har været ramt af en fejl, der viste sig at være svær for Ford at udbedre, og nu er en anden producent af plug-in hybrider tvunget til at tilbagekalde biler på grund af potentiel brandfare.

Denne gang er det BMW, der tilbagekalder godt 27.000 biler verden over, på grund af en fejl på batteripakken, der i sidste kan resultere i, at der opstår brand, skriver flere medier heriblandt AutoExpress.

Listen af modeller, der potentielt kan være ramt, er lang, og den tæller plug-in hybridversioner af X1, X2, X3, X5, 3-serie, 5-serie, 7-serie, 2-serie Active og i8, mens Mini Countryman, der bygges af BMW, også kan være ramt.

Danske biler ramt
Til KomEsbjerg oplyser BMW Danmark, at i alt 85 biler solgt i Danmark også er ramt af tilbagekaldelsen og den potentielle brandfare.

– Alle berørte ejere har allerede fået beskeden – enten direkte i bilen eller via brev fra Motorstyrelsen, oplyser de. Samtidig understreger de, at det er ekstremt usandsynligt, at der kan opstå brand i batteripakken. Alle de berørte biler er alle bygget mellem 20. januar og 18. september i år.

Desuden har BMW Group nu lanceret en global tilbagekaldelse og standset leveringerne af et mindre antal plug-in hybridbiler, der er en forebyggende foranstaltning for at tjekke højspændingsbatteriet, oplyser en talsperson fra BMW ifølge AutoExpress.