Af Redaktionen
Fødevarekontrollen advarer mod risiko for listeria i pølser fra Deli Drengene ApS i Skovlunde, pølserne er solgt i dagligvare- og specialbutikker i hele Danmark.
Pølserne er produceret på en tysk fabrik, og menes at være skyld i to listeria-dødsfald i Tyskland. Derover er 40 tyskere ramt af den frygtede bakteria.
– Det er en meget alvorlig sag, men det er meget vigtigt, at sige, at der ikke i Danmark er personer syge med listeria, som kan forbindes med det tyske udbrud, siger Fødevarestyrelsens beredskabschef Nikolas Kühn Hove.
Heldigvis ikke, for ‘infektion med listeriabakterier kan blandt andet føre til influenza-lignende symptomer, feber og hovedpine og i sjældne tilfælde mavetarm-problemer’, advarer Fødevarekontollen.
I værste fald kan listeria-infektioner være livstruende for ældre, svage, syge og gravide.
Der advares i Danmark mod disse produkter:
- Koldrøget snackpølse krydret a la Tyskland, 50 g, 100 g og 160 g
- Koldrøget ølpølse krydret a la Tyskland, 500 g
- Koldrøget snackpølse med chili, 100 g
- Koldrøget snackpølse med delikate krydderier, 100 g og 160 g
- Koldrøget snackpølse med hvidløg, 100 g og 160 g
- Koldrøget snackpølse med emmentalerost, 100 g
- Koldrøget ølpølse med markant smag af rød chili, 50 g og 500 g
Der er ikke nødvendigvis listeria i pølserne i Danmark, men de er produceret på det listeria-inficerede tyske pølsemageri. Derfor løber de europæiske fødevaremyndigheder ingen riscici.
Fødevarestyrelsen råder danskerne til at levere pølserne tilbage til butikken, hvor de er købt, eller kassere dem.