Af Camilla Uth Fotos: Niclas Toft, Camilla Uth

Cavaen flød i en lind strøm i Hjerting i går og 600 franske østers blev rundhåndet langet over serveringsbordet, da det gode skib Martha lagde til ved den nye landingsbro og blev mødt af flere 100 mennesker.

Afgang fra Nordby

Martha stævnede ud fra Nordby kl 14.30, kursen var sat mod Hjerting, med om bord var Mette Hüttel, fra Fanø Krogaard, hendes mand Jakob Skjødt Hüttel, deres datter Alberte på 5 år, Anette Rindom og Lene Dall alle iført Fanødragter. Anette, Mette og Alberte var i Fanødragt for første gang, henholdsvis udlånt af Fanikkerdagene og Torbens kone Bente, der også med sin fingersnilde flot havde sat deres klude. Fanøs borgmester Frank Jensen var også med på den historiske tur, for formålet var at indvie den nye landingsbro ved Hjerting badehotel, der fremadrettet betyder at Martha kan sejle med gæster fra Fanø til Hjerting.

Dagens besætning bestod i dag af Hans Christian Hansen, Kurt Rindom og Torben Korsgaard, et muntert trekløver, der fortalte anekdoter undervejs, samtidig med servering af forfriskninger og en prøvesmagning af kaptajnens skibsrom, der er lavet af Edith Rudbeck og den kan efter sigende kurere søsyge, og da ingen ombord blev syge trods bølgegang, er den helt sikkert god nok.

Frank Jensen udtrykte undervejs stor glæde over de frivillige kræfter og de ildsjæle, der havde gjort dette muligt. – at denne nye sejlrute bliver en realitet, giver et ekstra plus til turismen, og derudover bliver der også holdt liv i den gamle søfartstradition, som Fanø er kendt for, fortalte Frank Jensen. Han fik på turen til Hjerting foræret en bog med titlen: Hjuldampere og Hjertingbroen, en meget passende lekture i det den omhandler den første landingsbro i Hjerting tilbage til 1851-52.

Ankomst til Hjerting

Velkomsttale ved Esbjergs viceborgmester Nicolaj Aarøe, og et herligt gensyn mellem ham og Frank Jensen, sidstnævnte havde holdt Nicolaj i armene da denne var nyfødt, så man må sige at der blev knyttet bånd tidligt mellem de to.

Personalet fra badehotellet, var i fuld sving med at sørge for drikkevarer og østers til de, musikken spillede lystigt, og humøret var højt blandt alle de fremmødte, ingen tvivl om at dagen skulle markeres som en rigtig festdag.

Pernille Mandø sad på sidelinjen med sin søn Kalle på 2 år, Pernille arbejder hos kommunikationsafdelingen hos Esbjerg Kommune, og hun havde skrevet velkomsttalen, som blev afholdt af Nicolaj Aarøe.

Ane Bobjerg pensioneret folkeskolelærer, og bosat i Hjerting, nød også et lille glas i dagens anledning, hun havde for nylig fejret 30 års reunion med den folkeskoleklasse hun havde været klasselærer for, og det havde været en stor oplevelse med masser af gensynsglæde. Hun syntes at dagens arrangement var rigtig godt sat sammen.

Afsked med Hjerting

Kl. 16.30 Satte Martha som planlagt kurs tilbage mod Fanø, der blev sagt farvel til Hjerting Kanelaug og Børge fra Nationalpark Vadehavets blå skib der havde ligget side om side med Martha ved landingsbroen. Humøret var højt om bord, der blev nydt lidt mundgodt fra en flot kurv, der var skænket til formålet af Hjertingfiskers Pudselaug. En lille afstikker til Østre Dokkaj hvor de spanske skibe Nao Victoria og Pascual Flores blev studeret fra vandsiden og hvor Hans Christian Hansen, fortalte lidt om deres historie i mikrofonen. Afslutningsvis blev der sunget med på ”Mellem Esbjerg og Fanø” hvilket rundede dagen af med bravour, inden Martha igen lagde til i lystbådehavnen i Nordby.

Fakta

M/S Martha blev bygget i Sønderho i 1975 af Børge Fischer som priksætterbåd, den blev solgt til Asta og Willy Morgenstern, der brugte den som lystbåd frem til 1995, hvorefter den kom til Ribe, for så i 2019 at komme tilbage til Sønderho.

Ejere:

1975 Børge Fischer Jensen

1976 Willy Morgenstern

2008 Bjarne Kiholm

2012 Foreningen Skøgum

2019 Foreningen Martha af Sønderho

Foreningens formål er at arbejde for at fremme projekter, der kan skabe maritime oplevelser og formidle den maritime kulturhistorie i Nationalpark Vadehavet, herunder sejlads med historiske fartøjer.

Foreningen består af 25 medlemmer, flere med maritim baggrund.

Kilde: Foreningen Martha af Sønderho