Kasper T.H. Rathjen
Museumsinspektør ved Fiskeri- og Søfartsmuseet

“Det handler om museumsgenstanden selv – ikke fortællingen om den eller billedet af den!”

Forandringens vinde blæser over Fiskeri- og Søfartsmuseet. Direktør David Dupont-Mouritzen annoncerede ved sin tiltrædelse i 2016, at museet skulle gentænke sin rolle og relevans. Nye projekter blev sat i søen, imens meget af det gamle blev sendt til ophugning. Når gamle og nye opfattelser tørner sammen, giver det ofte en god anledning til at tænke over, hvad udgangspunktet egentligt er, både i et historisk, nu- og fremtidigt perspektiv.

Sådan harcelerede Nationalmuseets direktør Sophus Müller i slutningen af 1800-tallet over de nye folke- og frilandsmuseer, der som noget nyt eksperimenterede med interiørudstillinger, museumsteater, -fester og meget andet. Müller var arkæolog af den gamle skole, og han afskyede enhver form for ”tivolisering” af museernes mål og virke. På Müllers museum repræsenterede den kategoriske, nærmest kliniske og sirlige, udstilling af oldtidsfundene den rigtige måde at drive museum på.

De nye folkemuseumsfolk, der i øvrigt ofte tog deres afsæt i grundtvigske kredse, argumenterede derimod for, at museernes samlinger skulle formidles levende, da historien og minderne mestendels er person- og stedbundne og sjældent består af fakta alene. Visse argumenterede endog for, at fortiden slet ikke kunne formidles og forstås, hvis ikke oplevelsen og følelserne blev inddraget. Det var en diskussion, der spejledes i skoledebatten, hvor gamle Grundtvigs stormløb mod udenadslæren og ”den sorte skole” stadigvæk var en stor inspiration for mange på tærsklen til det 20. århundrede.

Museerne i dag

Museerne er i dag stadigvæk formet af den diskussion, der stiller både museumsansatte og -besøgende spørgsmålet: går vi på museum for at blive oplyst om den faktuelle fortid, eller går vi på museum for at opleve historiens levede liv, stemninger og følelser? Vi kender alle karikaturen af det støvede, kedelige oplysningstempel, hvor museumsgenstandene ligger på rad og række i de utilgængelige og uformidlede glasmontre. Man kender også museumsoplevelsen, der gik op i legeplads og snobrødsbagning, men som måske ikke efterlod noget stof til eftertanke.

I en tid med kedsomhedsknapper og snak om museerne som totaloplevelser, der skal konkurrere med underholdningsindustrien, længes nogle måske efter en karakter som Sophus Müller.

Oplysning og oplevelse

Er vi vidne til en omkalfatring af det danske museumsvæsen, hvor museerne i højere grad begynder at efterligne kulturhuse og oplevelsescentre? Mister museerne deres eksistensberettigelse i jagten på at lokke et nyt og større publikum til? Museernes egen historie kan nuancere fortællingen. Faktum er nemlig, at museerne altid har virket i denne diskussion om oplysning og oplevelse. I praksis kan det føles som en balancegang på en knivsæg mellem gamle og nye opfattelser af museets rolle, velvidende at det hverken må forsvinde under støvet eller fortabe sig i forlystelserne.

Fiskeri- og Søfartsmuseet

Diskussionen præges som regel af at være enten – eller, men dermed overses den styrke, der kan være i en forening af oplysningen og oplevelserne på museerne. Museumsgenstanden – og den samling, hvori den indgår – formidler ikke sig selv, og de bedste museumsbesøg forbindes oftest med den passionerede rundviser, de gode historier og helhedsindtrykket. På museet i Esbjerg forsøger vi også at mestre denne balancegang. Esbjerg fiskeris historie kunne f.eks. let drukne i en detaljeret gennemgang af EF/EU’s reguleringer, kutterlister og årstal. Men hvad sker der, når vi tilføjer historien om skipper Ole Bjerge Jørgensen, bedre kendt som Pølsemanden, og hans eventyr på E.433 Laibot? Med Ole og andre ”stemmer fra havet” får museumsgæsten gennem billeder og lyd i udstillingen Danmarks Vildeste Fiskereventyr pludselig en levende oplevelse af den historie, som vi er sat i verden til at oplyse om. Historien får et ansigt, erfaringer og drømme, som understreger, at der bag den store – ofte uoverskuelige – historie gemmer sig faktiske skæbner, der kan sætte ens egen hverdag i perspektiv. Kan vi tage alt, hvad de kære skippere fortæller os, for gode varer? Formentligt ikke. Visse historier tales måske op og leveres med et glimt i øjet, men dermed får vi indblik i forestillingerne om det forgangne og ikke bare de kolde fakta.

Fremtiden

Debatten om oplysning og oplevelse hviler på forståelsen af ”museet” som en videns- og dannelsesinstitution. Siden 60’erne er museerne fra flere kanter – herunder også politisk – blevet mødt af forventningen om, at de derfor bør aktualisere deres viden. Formelt set er museerne sat i verden for at bevare, formidle og forske, men når de tillige skal aktualisere – og helst gøre dette på en underholdende måde – så risikerer de hurtigt at blive slået ud af kurs. Det er en balancegang, der betyder, at museerne må være villige til at udfordre nogle af de traditionelle forestillinger, de har om deres egne roller, uden at give køb på det vigtigste. Et sådant forsøg gør Fiskeri- og Søfartsmuseet med den aktuelle Shorewalk (beklageligvis udsat pga. den verserende krise), der ikke bare flytter formidlingen ud af huset, men endog overlader meget af det traditionelle museumsarbejde til det lokale erhvervsliv og skoleklasserne.

Museerne – herunder også Fiskeri- og Søfartsmuseet – går en spændende tid i møde; en tid der emmer af initiativ, innovation og aktualitet. Det betyder også en tid, hvor forskellige interessenter forsøger at trække museerne i hver deres retning. En sikring af balancegangen bliver derfor en central opgave, og således havner vi tilbage ved direktør Müllers indledende bemærkning. Selvom den ærekære, gamle museumsdirektør var en anelse snæversynet, havde han ret i én ting: i sidste ende er det nemlig netop kun museumsgenstanden, der adskiller os fra alle de andre.Som Danmarks museum for havet, vil vi spille en aktiv rolle i fællesskabet vej mod en mere bæredygtig verden.
Siden 1968 har vi samlet og formidlet Danmarks maritime historie. Gennem indsamling af genstande, dokumenter og beretninger puster vi liv i fortællinger om vores fælles kultur- og naturarv. En arv, vi aktivt bruger til at forstå og formidle fortiden, medfortolke nutiden og sætte ringe i vandet for fremtiden.