Af Redaktionen
Mens corona krisen præger hele verden lige nu, og nyhederne nærmest står i kø med opdateringer time for time, risikerer flere dansker om få uger at miste signalet! Og det kan ske midt i at Danmark forsat er ramt af den lammende corona epidemi, skriver Berlingske torsdag.
At der netop kan være tale om 150.000 danskere, fremgår af en pressemeddelelse udsendt af Kulturministeriet sidst i februar.
Risikoen for sort skærm hos nogle skyldes, at tv-signalet ændres, hvilket blev besluttet helt tilbage i 2015.
Det kan især ramme visse ældre fjernsyn fra før 2012, som ikke vil kunne modtage antennesignaler. Ændringerne træder i kraft 31. marts.
– Tv er en vigtig og afgørende informationskilde i disse tider, så vi har rettet henvendelse til Kulturministeriet og givet udtryk for vores bekymring. Ældre Sagen foreslår, at omlægning af tv-signalet udskydes på ubestemt tid, siger underdirektør i Ældre Sagen Maria Luisa Højbjerg i et skriftligt svar til Berlingske.
Kulturministeriet har efter Berlingskes henvendelse meddelt, at man vil forsøge at udskyde ændringerne.
Til avisen siger kulturminister Joy Mogensen (S), at ministeriet ”har gjort alt, hvad vi kunne for at gøre befolkningen opmærksom på, at det vil ske nu”.