Af Sabina Schmidt   Fotos: Lenette Højland

Første charter fra Danmark lettede i sidste uge fra Billund Lufthavn!

Men siden Corona-krisen brød ud har alle charterrejser været aflyst eller udskudt. Det blev der i sidste uge lavet om på, for her kunne Bravo Tours melde udsolgt på det første charterfly ud af Danmark, der lettede fra Billund Lufthavn til Chania på Kreta med i alt 118 passager.

Men hvad er danskernes holdning egentlig til ferie i udlandet, efter corona udbruddet? Vi tog temperaturen på et par stykker vi mødte i Gå-gaden i Esbjerg.

Cecilie Rosendal Brodersen, butiksassistent fra Tarp:
-Vi skulle egentlig have været på camping i Italien, men den aflyste vi selv pga coronaen. Så nu bliver det til en tur til København og Samsø og så sommerhuset i Ebeltoft. Heldigvis er jeg ikke decideret bange for coronaen, men jeg har da respekt for den. 

 
Lene Pedersen, Uddannelsesvejleder Fra Esbjerg:
-Vi skal i sommerhus og det har hele tiden været planlagt, så ingen ændringer her. Naturligvis tager jeg alle forholdsregler i forbindelse med coronaen, jeg er ikke som sådan bange men helt klart bekymret. I forhold til mit arbejde, har vi haft hjemmekontor men er nu tilbage på Social og Sundhedsskolen.
Tue Pedersen, 22 år studerende på RUC København:
– Det bliver kun sommerhusplaner herhjemme i DK og ellers hygge med venner og familie. Jeg skulle have været på Roskilde Festival og flere andre musik arrangementer, men så kom coronaen. Det betød jo at der har været langt mindre kontakt med vennerne og social hygge, naturligvis også i forbindelse med mit studie som pludselig blev omlagt til online.
Inga Tarp, Butiksindehaver og dekoratør fra Skudstrup ved Vejen:
-Jeg skal ingen steder, intet planlagt men man ved jo aldrig. En ting er dog helt sikker jeg bliver i Danmark i år. Jeg tager også mine forholdsregler, samtidig med at det selvfølgelig er vigtigt at man lever så normalt som muligt.
Vibeke Skriver, butiksassistent fra Esbjerg:
-Jeg skal til Samsø i tre uger i campingvogn – desværre uden festivalen i år. Og så må jeg indrømme at jeg skal overhovedet ikke til udlandet med alle de restriktioner der er – men ved du hvad? Danmark er da også skøn! Og selvom jeg også tager mine forholdsregler, så er det altså også vigtigt, at man lever så normalt som muligt.