Af Redaktionen   Foto: Esbjerg Kommune

Ældre på plejehjem i Esbjerg Kommune og deres pårørende har taget godt imod muligheden for at mødes digitalt via videoopkald, mens coronavirus for en tid sætter en stopper for de fleste fysiske besøg.

Brug af FaceTime, Skype og andre videoløsninger hitter og er lige nu en del af hverdagen på plejehjemmene i Esbjerg Kommune.

De ældre har med lidt hjælp fra personalet hurtigt taget teknologien og den nye kommunikationsform til sig og er glade for på den måde at kunne holde kontakten til deres pårørende, nu hvor det på grund af coronavirus som hovedregel desværre ikke længere er muligt for pårørende at komme på fysisk besøg.

Også til lægebesøg

– Vi forsøger hele tiden at være på forkant og har valgt tidligt at sætte ind med alternativer til fysiske besøg på plejehjem. Med tilbud om videoløsninger kan beboerne fortsat se og holde kontakten med deres kære via iPads og andet udstyr, mens plejehjemmene midlertidigt er lukket for fysiske besøg. Videoløsningerne kan også bruges, når en beboer har behov for at konsultere sin praktiserende læge. Det er mit indtryk, at alle har taget godt imod den nye kommunikationsform, siger direktør for Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune, Arne Nikolajsen.