Tekst: Camilla Uth Fotos: Camilla Uth og Andrea Katheder og RED STAR

Interview med René Holm der i morgen er aktuel på Fanø Kunstmuseum i Sønderho med sin udstilling: ”To get lost willingly”

4. april 2009 udstillede René Holm for første gang på Fanø Kunstmuseum, udstillingen skulle være oppe på første sal, idet museet på daværende tidspunkt ikke havde fået deres nuværende tilbygning. – Jeg baksede de her gigantiske værker op ad trappen, vi var nødt til at pille en altan ned, og så stod jeg på en 4 meter høj stige i stormvejr, for det var i marts måned, jeg hang dem op derovre, og jeg var ved at flyve til Vadehavet. Men vi fik dem ind af sådan en dør, fortæller en veloplagt René Holm og fortæller videre, at han fik naturen med ind i udstillingen i form af nogle store træer der sprang ud i udstillingsperioden.

Udstillingen dengang hed: ”Liv og mæle” René var 15 år yngre, og træerne har fulgt med i mange af hans billeder siden, og de er heller ingen undtagelse i udstillingen i morgen, for meget af inspirationen til billederne er fundet i Fanøs natur, i fuglekøjerne, rundt om Halen, heden, skovene og ikke mindst på de små hemmelige stier, der udgår fra de store stier – To get lost willingly, at fare vild med vilje, for kun sådan opdager man noget nyt og anderledes, og alt det der ligger langt fra den brede sti og hverdagens trummerum.

– Det synes jeg også godt man kan bruge i livet nogle gange, ikke fordi nu går jeg ud på dybt vand og drukner mig selv. Men mere det der med at nogle gange, må man gå lidt væk fra strømmen. Det er lidt selv det, jeg har gjort, jeg tror, det er sundt nogle gange at blive lidt væk. Mange går den samme vej, den sikre vej, den rigtige vej, og der er jeg bare sådan – Nej Fuck It! Det gør jeg altså stadigvæk ikke, og jeg udforsker stadigvæk mig selv og mit maleri og absolut også min måde at leve på. Mit liv her i Esbjerg og på Fanø og så mit liv i Berlin, det er to vidt forskellige ting. Alder er for mig kun et nummer, og jeg går stadig på natklubber, og står og danser i bar mave, fordi jeg synes det er fedt, ikke fordi jeg skal føle mig ung, men fordi jeg synes det er fedt, det giver mig bare et eller andet til min energi, fortæller René Holm.

Det startede med graffitien

Som teenager var René Holms fingerspidser multifarvede, de changerede fra sort til blå og røde nuancer, forældrene Jørgen og Lise Holm kiggede skævt til dem, men de kunne jo på ingen måde vide, at deres unge søn sneg sig ud ad vinduet om natten for at dekorere nogle af Esbjergs grå og kedelige facader. Kunstværkerne blev underskrevet med hans eget tag, og der gik timer med at sidde og øve sig på at tegne graffiti efter billeder på vinylplader, samt efter togvogne på et VHS-bånd, der blev pauset en del gange, så de rigtige streger kunne sættes.

Sådan noget kunne jo ikke gå upåagtet hen, og den unge Holm kom dog også i clinch med ordensmagten, og har den dag i dag gemt den bøde på 250 kr. Han fik for at sætte sit spirende kunstneriske præg på Parkeringskælderen under Citycentret.

Sorg blev til glæde vendt, og graffitien holdt for alvor sit indtog i Danmark, den nu lidt ældre street art kunstner, endte med at undervise i graffiti maling på ungdomsskolen og kan i dag bryste sig af, at han har været en af pionererne, der har udbredt denne kunstart herhjemme. Alle hans første skitser er sirligt gemt i en mappe, og her ser vi, at mange af dem kan dateres tilbage til 1985.

Sirlighed og orden er to ting der går igen i det hyggelige atelier i baghuset i Rolfsgade, for René Holm behersker en vis orden, og hvad der ved første øjekast kan ligne kreativt rod, giver mening efterhånden som man får stillet ind på tingene. Alt har sin plads, fra bøgerne, og der er mange, til pensler, maling, avisudklip, teposer, snore osv. En kunstner ved aldrig hvad han/hun får brug for, men er der noget, der inspirerer, ja så gemmer man det, for måske får man brug for det en dag, og det er bestemt ingen undtagelse her.

-Jeg synes mine ting begyndte at blive for pæne, siger René, da snakken falder på de bomuldslærreder han maler på nu, derfor er han begyndt at bruge de snore der trevler. Dem klipper han af og giver dem nyt liv i selve billedet, men man skal tæt på for at se effekten, – jo mere man kan få materialet til også at have en form for historie betyder noget, fortæller han. Det lærred der ligger under billederne, når han laver drips, får også en renæssance, – Efter jeg skiftede mit medie fra olie til pigment og selv begyndte at spænde mine lærreder op, så har jeg sådan nogle rester af lærred, for når jeg arbejder, så sejler det i maling, og så ligger det her stykke lærred, så under det andet lærred, på gulvet og ligesom samler alle de her drips op.

 I starten vidste jeg ikke, hvad jeg skulle bruge det til, jeg havde bare sådan en lang papyrusrulle fyldt med en masse… her bliver vi afbrudt af hunden Futte på 12 år, der er vågnet op til dåd og vil lege, det koster lidt på grinekontoen, inden vi fortsætter. – Så havde jeg det her lange stykke lærred med alle de her spor på, og det spændte jeg så op på en lægte, som jeg så prøvede at holde under eller på siden, for at se, hvad det egentlig kunne. – Det kunne jo så egentlig noget meget fedt, for du har det her motiv, og så har du den her liste, der sidder på siden på de her 5 centimeter, med alle de her prikker på, som sådan er et abstrakt element der er påført det her værk. – Mange spørger hvad er det der? Så det skaber jo også en nysgerrighed, som så skaber en dialog, og det er så min opgave som kunstner, at skabe en dialog, siger han.

Ingen tvivl om at han skaber dialog, for René Holm er meget observant, han lagrer alt han ser på sin vej, og på sine rejser rundt omkring i verden på hans kunstner harddisk, det være sig natur, mennesker, menneskeskæbner, livets skyggesider og meget mere, og alt dette formår han at formidle ud med en inderlighed, der gør at mange kan genkende sig selv i de ansigtsløse mennesker, han maler. – Jeg har prøvet igennem mange år, at folk er kommet til mig de har skrevet til mig og fortalt, hvordan de har set sig selv i nogle af mine værker, og det er for mig sådan virkelig rørende, at jeg går hernede, jeg har måske en ide og måske endda en historie til værket, men jeg kender jo ikke den specifikke historie.

Dialogen er vigtig, – enhver kan næsten lave et eller andet, hvor folk siger – nej det er sørme nogle rare farver! Men så stopper dialogen også der. Det er der, hvor det for mig virkelig er nemt at definere om det er kunst, eller om det ikke er kunst.

25-års jubilæum som kunstner markeret med en bog, der bærer titlen ”HOLM” for det er det navn han gennem årene er blevet kendt under og har slået fast, så det står der respekt om i kunstnerkredse. Glæden er derfor også stor, da han beretter om den nye vej hans billeder tog for to år siden, altså 23 år efter, han startede sit kunstnervirke. – Jeg fandt på et nyt greb til mine ting, og der blev jeg sådan, åh det er fedt René, at du sådan stadig har lysten og energien, og at hovedet stadig er nysgerrigt på at skabe et eller andet nyt til din proces og dine værker. For når man har lavet det her gennem 25 år, og så mange mennesker har set det, nogle af dem mange gange, så er det klart at nogen siger, – jo det er nye værker, men vi kan genkende det. Så derfor synes jeg også selv, at det er fedt, at jeg skifter til det her tørre og mere transparente og matte materiale, som pigmenten er. Mine værker er nu tættere på mine skitser, end de var før, skitserne og de der meget mættede olieværker, der er stor forskel, for nu ligger tingene meget mere op af hinanden, og det er egentlig det jeg har søgt lidt, noget lidt mere ekspressivt.

Det ekspressive giver sig udtryk i maleteknik og materialer, de ekstra afklippede stykker stof, der har fundet deres vej til lærredet, pigmenten, der dominerer, men som dog bliver dæmpet af en smule olie, oliekridt og Oil bars, et kunstnerisk mix der, sammen med den genkendelse man som beskuer oplever, skaber en nærmest magisk effekt, forskellighed og struktur.

René udtrykker at det er blevet nemmere at se, hvordan folk arbejder, når han ser deres billeder, er der brugt små pensler, store pensler, vender penselstrøgene samme vej, energien i værket, om kunstneren har siddet ned eller stået op, er der flere forskellige teknikker, pensel, spartel, action painting, hvor man nærmest kaster med malingen. Alt dette kan aflæses i et billede.

Vi bliver dog enige om at forskellen på store og små billede, er at man på de store billeder kan udtrykke sig med lidt mere action, men at man på de små flader eller små ting er nødt til at arbejde mere koncentreret. – Det er noget helt andet at lave små ting, jeg elsker at lave store ting, fordi der er bare en anden energi. – Store billeder store pensler, små billeder små pensler, min gallerist Franz Pedersen, fra et meget klassisk og veletableret galleri der har eksisteret i 40 år, han sagde engang til mig, og det er mange, mange år siden, at mine små ting havde sådan et nærvær, og jeg forstod ikke helt, men så gik jeg og tænkte over det, da jeg kom hjem fra udstillingen, og så gik jeg i gang med at lave nogle små ting, og dem sidder jeg vitterligt med i favnen som et barn og en lille pensel, og det er sådan du ved med kaffen ved siden af, og så sidder jeg der og nusser med det. Men sådan noget som det større lærred, det bliver plasket til med maling, så det rammer både gulv og loft.

Detaljerne på de store ting såsom træernes grene og andre små finesser bliver dog påført med en lille pensel til sidst.

”Jeg elsker Helle”

– René Holm

Holms atelier vidner om en årelang historie, der er forskellige former for kunst på væggene, der er blevet samlet gennem årene, rundt omkring står der også forskelligt nips, ting fra børnene, der også fortæller at deres far er højt værdsat og så er der Helle, hun er ikke til stede under vores snak, men hun er den støtte og det bagland, der gør, at René kan få det råderum, han behøver for at fungere i sit kunstnervirke.

De to solgte deres hus, og fik deres ting opmagasineret da sønnen Oliver var to et halvt år, de tog ham ud af børnehaven, for at rejse jorden rundt, det tog 11 måneder, og da pengene slap de op, flyttede hjem købte et nyt hus, og så begyndte René på kunstakademiet. De to har kendt hinanden halvdelen af deres liv, de har rejst verden tynd sammen, boet i USA sammen, de formår at give hinanden plads. Plads er i den grad vigtig for den berejste kunstner, og lejligheden i Berlin er ikke valgt tilfældigt, for som han udtrykker det, det er ikke Charlottenlund de bor i, for der er der pænt Men boligen i Berlin og selve byen dernede genererer energi gennem en evigt larmende puls, så man forstår godt behovet som kunstner, for at slå sine folder lige præcis der.

Rundt omkring i hans atelier hænger der også forskellige statements, og det afføder respekt her, at han har formået at finde en teknik, hvormed han kan skrive på et spejl, så det ligner noget der er skrevet i resterne af dampen fra et varmt bad, men hvor det bliver stående som et vidnesbyrd.

Det startede med graffitien, og endte med de store lærreder hvor René Holm fandt sit udtryk. Han er som nævnt meget observant, han er intelligent og har en god hukommelse, hvilket kommer til udtryk, når han let som ingenting navigerer frem og tilbage i vores samtale. Han har også en følsom og en humoristisk side, som ind imellem de alvorlige aspekter ikke kan undgå at skinne igennem.

Han er helt igennem en ægte kunstner, han gør sig sine tanker om dette og hint, han betragter verden og filtrerer den gennem sit kunstner filter for så at formidle den ned på både små og store lærreder, og samtidig formår han at skabe en genkendelighed hos flertallet, af de der ser hans værker.

Udstillingen på Fanø – to get lost willingly, der åbner i Sønderho i morgen, er helt sikkert ingen undtagelse.