Af Redaktionen   Foto: Niels Husted

Dansk Håndbolds Forbunds beslutning om at afslutte sæsonen for ligaen og 1. division er med øjebliklig virkning ophævet efter at flere klubber vinder appelsag.

Det har Håndboldens Appelinstans besluttet i dag tirsdag. Demed er Aalborg og Team Esbjerg ikke længere mestre hos henholdsvis herrerne og kvinderne – og Nordsjælland (herrer) og EH Aalborg (kvinder) er alligevel ikke rykket ned.

I hvert fald ikke, som tingene ser ud lige nu, hvor dansk håndbold er efterladt med en lang række ubesvarede spørgsmål.

Det var Udvalget for Professionel Håndbold under DHF, der 7. april traf beslutningen om at afblæse resten af sæsonen for de danske håndboldligaer og 1. division.

Herefter blev der kåret mestre og rykket klubber ned på baggrund af den aktuelle stilling, men det havde udvalget altså slet ikke ret til at gøre.

”Den af Udvalget for Professionel Håndbold den 7. april 2020 trufne afgørelse er ugyldig og ophæves hermed, ” skriver appelinstansen i sin kendelse.

Om afgørelsen siger Per Bertelsen, der er formand i Udvalget for Professionel Håndbold, følgende: -Udvalget for professionel håndbold har taget beslutningen til efterretning, og anerkender til fulde det uafhængige retssystems beslutning, selvom udvalget stadig er af den overbevisning, at det ligger inden for de rammer udvalget arbejder efter. Udvalget noterer sig dog samtidig at det alene er formalia omkring beslutningen og selve indholdet, der er underkendt, siger Per Bertelsen, formand i DHF.

Det fremgår samtidig, at Udvalget for Professionel Håndbold nu vil forsøge at indkalde til et til ekstraordinært repræsentantskabsmøde, som skal afholdes hurtigst muligt.