Af Redaktionen
Corona fik desværre fat i Team Esbjerg-truppen. Heldigvis ikke helt for alvor, og derfor er holdet klar igen efter en uges fravær. Kampen på onsdag står mod Bambusa Kvindeligaens bundhold Holstebro Håndbold, og med de mange udefrakommende faktorer bliver det et vanskeligt opgør.
Naturligvis stod sidste uge i coronaens tegn for Team Esbjerg, hvor holdet blev ramt af virussen. Flere spillere er dog blevet raske igen, og derfor har det været vigtigt at komme i gang igen hurtigst muligt, så kampprogrammet ikke blev for tætpakket senere hen.
Cheftræner Jesper Jensen slår fast, at holdet er klar til at spille, men at han kommer ud for nogle andre udfordringer, da spillernes fysik igen skal op i gear. Derfor bliver det vigtigt for ham at rotere korrekt undervejs i opgøret. Også selvom det kan føre til en kamp uden den store rytme.
– Spillerne kan ikke spille fuldtid, så vi skal have doseret dem, som ikke er på 100 procent. Der er en del hensyn, der skal tages, men det er et kompromis, vi har indgået for at kampen kunne spilles, siger Jesper Jensen.
Cheftræneren ser dog ét klart lys ved denne beslutning, som vil kunne hjælpe holdet i denne svære stund. Blue Water Dokken vil igen være fyldt med tilskuere, som vil kunne løfte holdet frem, og han håber på, at det vil gøre sig gældende igen.
– Vi skal finde en ro og det niveau, som vi ved, vi har, og så bør vi være i stand til at vinde over dem på hjemmebane. Og så kommer tilskuerne tilbage, og den energi vi kommer til at mangle på grund af smitten fra sidste uge, den kan blive genopladet af fansene, siger Jesper Jensen.
Med disse udfordringer in mente ligner det en stor fordel for Team Esbjerg, at det er ligaens bundprop, der venter. Og kigger man på deres pointtotal, er den heller ikke med til at skræmme på nogen måder.
Men pointene er kommet på denne side af nytår og mod hold som Ajax København og Silkeborg-Voel KFUM. Derfor er onsdagens modstander på ingen måde en trøst for cheftræneren.
– De har fået deres point i de to seneste kampe, og de begynder at få en tro på tingene. Derfor kan det vise sig at være en svær kamp, med de udfordringer vi i øjeblikket har. Vi ville under normale omstændigheder have været store favoritter, og selvom det er en kamp, vi skal vinde, så bliver det ikke nemt nu, siger cheftræneren.
Og det bliver ikke nemt i truppen heller. For Jesper Jensen er stadig i tvivl om, hvilke spillere han har til rådighed, når kampen fløjtes i gang på onsdag. Han slår dog fast, at holdet vil være klar til at kæmpe alt for de to point.