Af Redaktionen

1074 kvote 2-ansøgere har i år en af UC SYDs uddannelser som førsteprioritet. Det er en tilbagegang på 24,6 procent i forhold til året før.

Den 15 marts kl. 12.00 udløb fristen for at søge ind på en videregående uddannelse via kvote 2, hvor ansøgerne også bliver vurderet på andre faglige kriterier end adgangsgivende eksamen.

Alle de fire store velfærdsuddannelser på UC SYD oplever et fald. Læreruddannelsen på 16 pct., uddannelserne til pædagog, socialrådgiver og sygeplejerske et fald på hhv. 27 pct., 18 pct. og 47 pct.

– På UC SYD forventede vi et fald, men vi forventede ikke, at det ville være så voldsomt. Men det er ikke kun i vores region, at unge mennesker vælger velfærdsuddannelser fra. Det sker i samme målestok over hele landet, og vi må konstatere, at vi som samfund har et strukturelt problem, der vil gå ud over vores velfærdssamfund, hvis vi ikke løser det, siger rektor Alexander von Oettingen.

Bredt samarbejde

Det bekymrer UC SYDs rektor, at både søgningen til UC SYDs uddannelser og til velfærdsuddannelserne på landsplan fortsætter med at være i tilbagegang. På landsplan er det største fald i søgningen sket på pædagoguddannelsen med 15 pct. siden 2017. I samme periode er søgningen til sygeplejerskeuddannelsen faldet med 12 pct., på socialrådgiveruddannelsen 6 pct. og læreruddannelsen 5 pct.

– Og de nye kvote 2-tal mere end antyder, at vi ikke har nået bunden i antallet af ansøgere til vores velfærdsuddannelser, og udviklingen i demografien forstærker problemet, siger Alexander von Oettingen.

– I de kommende år vi se markant flere ældre og børn i Danmark. Der bliver brug for tusindvis af ekstra hænder til daginstitutionerne, skolerne og hospitalerne. Derfor er det også tvingende nødvendigt over en bred kam at samarbejde om, hvordan vi kan gøre velfærdsuddannelserne mere attraktive for de unge, når de vælger uddannelse og profession, siger han.

Politikerne bør investere i velfærdsuddannelserne

– Uddannelsesinstitutionerne har et ansvar, men det ansvar deler vi med de politiske beslutningstagere på Christiansborg og med regioner og kommuner. Der er behov for en bred indsats for at tiltrække flere studerende, og der er et stort behov for, at der politisk bliver lavet en langsigtet investeringsplan for velfærdsuddannelserne, siger UC SYDs rektor.

Det samlede antal ansøgere til de videregående uddannelser bliver offentliggjort 5. juli 2022, hvor der er frist for at søge om optagelse via kvote 1, der alene baseres på karaktersnit.

Alle ansøgere i både kvote 1 og kvote 2 får svar på deres ansøgning 28. juli 2022. Fristen for at søge via kvote 1 er 5. juli. Det er endnu for tidligt at sige, om faldet i kvote 2-ansøgninger fx skyldes mindre ungdomsårgange, eller om der er sket en forskydning mellem kvote 2 og kvote 1.