Af Leif Fabricius
Det var så den sommer!
Kalenderen påstår hårdnakket, at vi nu har taget hul på efteråret, og det selv om vi dårligt har haft nogen sommer.
Men sommer har det været, og sommer er som bekendt ferietid, og det ser ikke ud til at diverse opfordringer til at vælge bæredygtige og grønne ferieformer har haft nogen indvirkning på vores rejsemønstre. Lufthavne har meldt om passagerrekorder, og i tusindvis af biler har krydset den dansk-tyske grænse og bevæget sig ud i den store verden, og holdt i kø ved grænsen for at komme hjem igen. Jeg har selv siddet der. På vej hjem fra Berlin. En by hvor man jo – selv mange år efter murens fald – konstant bliver mindet om, at der her var tale om særdeles skarpbevogtede grænser. Grænser der var livsfarlige at krydse.
Men som jeg sad der i køen og ventede på at blive lukket ind i mit fædreland kom jeg til at filosofere lidt over begrebet grænser. Lommefilosofi ganske vist – men alligevel!
For der findes jo mange andre grænser, det kunne være fristende at kigge nærmere på. Grænser vel at mærke, som ikke kan beskyttes ved at indsætte mere politi eller flere toldere. Der er smertegrænser og syregrænser – øvre og nedre grænser, ja, sågar bundgrænser!
Der er nærmest ikke grænser for, hvad der er grænser for.
Vi har alle vores grænser. Og gudskelov for det. Ikke nedfældet i politiske traktater eller andre officielle dokumenter, men dog forventer vi, at de bliver respekteret. Der en tendens til i vore dage, at man anskuer grænser for noget, man til enhver tid har pligt til at udfordre. Det er nærmest et krav, at man, i alt hvad man foretager sig, skal være grænseoverskridende.
Og det er helt i orden for mig, så længe det bare er ens egne grænser man overskrider, men ofte sker det, at man i bestræbelsen på at overskride sine egne – og med påberåbelsen af den personlige frihed – tramper ind over andres. En slags åndelige grænseoverløbere. Den slags kender ingen grænser og er naturligvis af samme grund, synes jeg, grænseløst irriterende.
Selv den personlige frihed har sine naturlige begrænsninger. Der må være en grænse.
Nå, men jeg slap gennem kontrollen uden at blive holdt tilbage. (Tanker er jo som bekendt toldfrie) og jeg har igen kastet mig ud i hverdagen her i vort lille, trygge land, men når man skuer ud i den store verden, bliver man dagligt mindet om, hvad det kan føre til, når man ikke respekterer hinandens grænser. Store mænd, der puster sig op og tromler frem. Jeg skal ikke nævne navne, men jeg håber inderligt, at de læser min lille klumme, så har sommeren da ikke været helt spildt.
