Af Redaktionen
Vinderne af Region Syddanmarks Frivillighedspris 2020 blev studerende fra Musikkonservatoriet i Esbjerg, der spiller for patienter på intensivafdelingen på Sydvestjysk Sygehus.
– Musik formidler følelser og fællesskab, og det betyder rigtig meget for os at få lov til at spille for patienter på intensivafdelingen.
Sådan sagde musikstuderende Elisabeth Panduro Holst, da hun onsdag 9. september 2020 modtog regionens frivillighedspris på vegne af studerende fra Musikkonservatoriet i Esbjerg.
Region Syddanmarks Frivillighedspris 2020 består af en hovedpris og to øvrige priser, og det var hovedprisen de studerende fra Esbjerg modtog.
Musikken glæder i en svær tid
Det var regionsrådsformand Stephanie Lose (V), formand for dommerkomitéen, som overrakte hovedprisen på 50.000 kroner til musikstuderende på Musikkonservatoriet i Esbjerg, der spiller for patienter på intensivafdelingen på Sydvestjysk Sygehus. Musikken er til stor glæde for de alvorligt syge patienter, deres pårørende og medarbejderne.
– Noget af det, jeg bed særligt mærke i, da jeg læste indstillingen var, at musikken giver meget stor glæde for patienterne. Og selvom patienterne ofte ikke kan tale, når de er i respirator, er der en reaktion i form af et smil på læben. Så I gør et fantastisk stykke frivilligt arbejde, og det er en stor gave til patienterne, når I kommer og spiller for dem, sagde Stephanie Lose bl.a., da hun afslørede vinderne af hovedprisen.
Der var også en stor tak til medarbejderne på intensivafdelingen, Inger Johanne Overgaard og Susanne Fischer, der i deres fritid har taget initiativ til og realiseret samarbejdet mellem de musikstuderende og sygehuset.
Stephanie Lose glædede sig desuden over, at der for nylig er indgået en samarbejdsaftale om videreudvikling af initiativet mellem Musikkonservatoriet og Sydvestjysk Sygehus.
Dennis – du gør en forskel
Regionsrådsmedlem Bente Gertz (S), medlem af dommerkomitéen, overrakte de to øvrige priser på hver 10.000 kroner til Dennis Larsen fra Syrenparken og Akutgruppe Strynø.
Til daglig bor Dennis Larsen på Syrenparken, som er et socialpsykiatrisk botilbud. I flere år har han gjort et stort stykke frivilligt arbejde for skaffe besøgsvenner til sine medborgere på Syrenparken og kontakt til frivillige, som man kan gå en tur med.
– Dennis, dit frivillige arbejde har gjort en kæmpe forskel! Du har været med til at løfte dine medborgeres livskvalitet og trivsel. Der har ikke tidligere været frivillige på Syrenparken, og med dit gåpåmod har du været med til at vise, hvor stor en gave det er at have frivillige i huset, understregede Bente Gertz, da hun overrakte prisen til Dennis.
Akuthjælperne skaber tryghed
Til de frivillige akuthjælpere på Strynø var der også store roser fra dommerkomitéen.
– Når behovet for akut hjælp opstår, smider I alt, hvad I har i hænderne, og skynder jer afsted. I håndterer alt fra dehydrering til mere alvorlige ulykker som hjertestop, og I er der og hjælper, til akutlægehelikopteren når frem. Det giver en kæmpe tryghed i et lille øsamfund, sagde Bente Gertz ved præmieoverrækkelsen og tilføjede, at akuthjælperne tilstedeværelse helt sikkert er med til at gøre Strynø til et attraktivt sted at bosætte sig.
Frivilligt arbejde giver trivsel
Prisuddelingen skulle have været i maj, men på grund af corona blev den udskudt til 9. september. Så de 30 indstillede og siden fem nominerede har måttet vente længe i spænding.
Festlighederne foregik på Milling Park Hotel i Middelfart, så regionen havde mulighed for at fejre så mange som muligt under de gældende restriktioner. Og omkring 100 frivillige, medlemmer af regionsrådet og medarbejdere deltog i prisuddelingen.
Inden selve prisuddelingen fortalte forsker Ziggi Santini, Syddansk Universitet, om, hvad frivilligt arbejde betyder for mental trivsel, og sangeren Thomas Buttenschøn underholdt med egne numre og fortalte om sit eget frivillige arbejde med oplysning og bekæmpelse af AIDS i Afrika.
Hyldest til alle frivillige
Det er femte gang, Frivillighedsprisen uddeles for at påskønne alle frivilliges indsats på regionens sygehuse og institutioner, i psykiatrien, på hospices og i den præhospitale indsats. Påskønnelsen gælder også den indsats, som personale eller afdelinger yder for at inddrage frivillige.
Pengene, som følger med Frivillighedsprisen, gives til at udvikle samarbejdet mellem de frivillige, som modtager prisen, og den afdeling i regionen, som den frivillige indsats er tilknyttet.