Af Redaktionen
Ny rapport viser, at mere end en fjerdedel af de unge dagligt eller lejlighedsvist ryger eller bruger andre tobaks- eller nikotinprodukter, og det er særligt de søde smage, der tiltrækker de unge. Det er stærkt bekymrende, mener Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed præsenterer i dag resultaterne fra den landsdækkende undersøgelse ’§RØG – En undersøgelse af tobak, adfærd og regler,’ som undersøger 15-29-åriges adfærd, perspektiver og holdninger ift. tobaks- og nikotinprodukter. Undersøgelsen er ikke lavet før, og planen er at den skal gentages de kommende år for at følge effekten af regeringens nationale handleplan mod børn og unges rygning fra 2019.
Undersøgelsen viser, at mere end hver fjerde i aldersgruppen 15-29 år dagligt eller lejlighedsvist bruger et tobaks- eller nikotinholdigt produkt som cigaretter, e-cigaretter eller snus. Især blandt de, der bruger e-cigaretter, er søde smage som frugt og slik populære. 60 procent af e-cigaretbrugerne anvender søde smage, mens lige under 10 procent bruger e-cigaretter med tobakssmag.
-Det er dybt bekymrende, at mindreårige har adgang til disse afhængighedsskabende og sundhedsskadelige produkter med alle mulige tillokkende søde smage. Vi skal mindske risikoen for, at børn og unge bliver afhængige af et yderst sundhedsskadeligt produkt, og derfor er det kommende forbud mod børnevenlige smage vigtigt. Når først de er afhængige, så er det for alvor svært at stoppe igen, siger forebyggelseschef i Sundhedsstyrelsen Niels Sandø.
For mange bliver lokket af søde smage
En betydelig del af de adspurgte svarer, at de køber deres e-væske i specialbutikker, bl.a. 29 procent af de 15-17-årige, der bruger e-cigaretter. Hertil kommer, at der er flest blandt de mindreårige, der køber deres e-væske af venner og bekendte (12 procent) eller ikke køber e-væske selv, men får det af venner eller familie (18 procent) sammenlignet med de 18-29-årige.
At der er relativ let adgang til tobaks- og nikotinprodukter, og at børn og unge foretrækker andre smage en tobak er ikke en overraskelse, men det er stadig grund til stor bekymring.
Resultaterne i denne undersøgelse giver et tydeligt signal om vigtigheden af den nationale handleplan mod tobak. Alt for mange unge bruger et eller flere typer af tobak- eller nikotinprodukter. Det er afgørende, at vi i de kommende år fortsat forsker i de unges forbrug, så vi hurtigt kan pege på, hvor det vil være nyttigt at sætte ekstra ind, siger direktør for Statens Institut for Folkesundhed, Morten Grønbæk.