Af Sabina Schmidt

Med et nyt lovforslag vil regeringen nu gøre det dyrere at standse ulovligt på en handicapparkeringsplads.

Parkerer man i dag ulovligt på en handicapparkeringsplads, får man en dobbelt så høj afgift, som hvis man havde parkeret ulovligt på en almindelig p-plads.

Med et nyt lovforslag vil regeringen have hævet afgiften på også at standse ulovligt på en plads beregnet til biler med det blå handicapskilt, oplyser Transportministeriet.

I dag koster det 1020 kr. at parkere ulovligt på en handicapparkeringsplads, og hvis lovforslaget bliver stemt igennem, vil det ligeledes koste samme afgift at standse ulovligt på en handicapplads, mod 510 kr. i dag.

– Selvom det er en mindre ændring, så er det et klart signal om, at borgere med handicap har ret til at kunne parkere på de pladser, der er reserveret til dem. Der er ingen undskyldning for at tage sådan en plads – heller ikke selvom det kun er i kort tid, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Rabat til de hurtige
Anden del af lovforslaget handler ikke om handicappladser, men i stedet om parkering for lastbiler og busser på statens rastepladser.

I dag skal man betale en parkeringsafgift på 2040 kr., hvis man i bus eller lastbil parkerer ulovligt på en af statens rastepladser.

Med lovforslaget lægges der op til, at hurtige betalere kan få en rabat. Hvis lovforslaget vedtages, indføres en rabat på henholdsvis 50 procent for betaling inden for fem dage fra afgiftens udstedelse, samt en rabat på 25 procent, hvis afgiften betales mellem seks og 24 dage fra afgiftens udstedelse.