Af Lene Memborg

De første julefrokoster er allerede i gang og om lidt kommer alt den hyggelige, men også fede julemad. Vil du være sund og rask, og i det hele taget føle dig mere harmonisk? Så læs med her hvor vi har samlet 7 gode tips fra Health.com

Hiv fat i dine tæer
Læg dig på ryggen, tag fat i dine tæer og træk. – Dette sætter gang i blodcirkulationen efter en lang dag, hvor dine fødder har været mast ned i et par sko, siger den amerikanske fodlæge Michele Summers. – For uden god cirkulation fungerer musklerne og nerverne i vores tæer ikke optimalt, tilføjer hun.

Vask dit sengetøj
Støvmider, der kan fremkalde allergi, elsker at hænge ud i din seng. Slå dem ihjel ved at vaske dit sengetøj og lagen i varmt vand en gang om ugen. Hvilket måske er noget oftere end tidligere antaget, men det spiller ind for dit velbefindende.

Lav 25 sprællemænd
– Husk, at du skal bevæge dig, selv i kort tid, for ikke at blive stresset og for at blive i godt humør, siger Lisa Oz, der er forfatterinden bag bogen ”US Transforming Ourselves and the Relationships that Matter Most’”.

Lad ikke nogen forstyrre din søvn
Du skal ikke lade din familie eller venner forstyrre dig med sms’er eller opkald, når du sover. – Jeg lod venner og familie vide, hvornår jeg gik i seng, så jeg kunne undgå støjende opkald og beskeder, siger hospitalslæge Marni Hillinger, der arbejder i New York.

Vask din opvaskesvamp
– Den er det mest bakteriefyldte i dit hjem, siger mikrobiolog og Ph.D. Charles Gerba, der forsker i bakterier. – Cirka 15 procent af svampe indeholder bakterier, som kan gøre dig syg, tilføjer han. Health.com anbefaler, at du smider din opvaskesvamp i opvaskemaskinen en gang om ugen, eller lader den dampe i mikrobølgeovnen i 30 sekunder. Og ellers kan du selvfølgelig også skifte svampen ud en gang om ugen.

Spis gulerødder
Guleroden er en diætists favoritgrøntsag, takket være det høje indhold af Vitamin A, så spis, spis, spis.

Lav en kop kakao
At drikke en kop kakao kan være både afslappende og give dig et hurtigt chokolade-fix. Det er nemlig videnskabeligt bevist, at selv en lille mængde chokolade kan forbedre dit humør, og så er der da heller ikke noget hyggeligere her i efteråret og juletiden.