Tekst og fotos: KomEsbjerg
Det var godt nok endnu en tidlig morgen, de mange, unge svømmere er tilsagt til fælles opvarmning i bassinet på UC-Syd; men med en mødetid – omklædt – kl. 06.50, var der allerede ½ times tid tidligere pænt fyldt op på P-Pladsen, lige som busser kom i en jævn strøm og tømte deres indhold af morgenduelige unge af.
Den fælles opvarmning så for en udenforstående nærmest ud som en mellemting af myldretidstrafik på Køgebugt Motorvejen og totalt kaos.
Mens nogle øvede det perfekte afsæt til start, varmede andre op i deres favoritdisciplin, så der var et mylder af bevægelse på de 8 baners 25 meter. I hver ende og langs kanten stod trænere og forældre og var klar med de sidste gode råd og fif, inden de unge mennesker for alvor skulle vise deres kunnen.
Lørdagens discipliner for de unge op til 12 år var: Fristyle, Butterfly, Ryg- og brystsvømning og Medley – i distancer på 25 meter, 50 meter, 100 meter og 200 meter.
Mens udtagelsesheatene foregår ved UC Syd, afvikles alle finaler i bassin på Svømmestadion Danmark. Søndag kl. 18.15 forventes stævnet afviklet, og de mange af de unge fra udenlandske klubber kan se frem til en lang tur hjem til Polen, Tyskland, Holland, Island og Sverige. Mon ikke, der bliver forholdsvis rolig i busserne undervejs?
Opvarmningen sluttede kl. 8.20, og efter teambuilding med kampråb og indmarch af officials, gik dagens første start kl. 8.30.
Imponerende at se, de ivrige unge tilbagelægge de 25 meter på 15-20 sekunder. Knapt var de oppe af vandet, inden næste start blev varslet med fløjtesignalerne, og sådan forløb det hele formiddagen – tjept, tjept og tjept.
Indkvarteret på 4 skoler siden ankomsten i torsdags
De mange svømmere og deres trænere er under de tre dage indkvarteret på 4 af byens skoler: Vitaskolen, Fovrfeldskolen, Spangsbjergskolen og Boldesager Skole, hvorfra der er koordineret bustransport til og fra de to stævnesteder mange gange dagligt.
Uden mad og drikke, dur heltene ikke
Klubchef, Mikkel Møller fortæller, der under stævnets 3 dage serveres morgenmad og frokost for 300-400 svømmere i UC-Syds gymnastiksal. Tilsvarende serveres morgenmad og frokost for op til 1.000 deltagere i Badmintonhallen ved Svømmestadion Danmark, som også lægger lokalitet til alle aftensmåltiderne for samtlige svømmere, trænere og de frivillige involverede.
Morgenmaden til de mange munde leveres af Højvangs Bageri, frokost og aftensmad kommer fra Hjortshøj Partyservice i Varde, mens al frugt og forfriskninger kommer fra Rema 1000 i Jerne. Grundet travlhed hos leverandørerne, har det desværre ikke været muligt for KomEsbjerg at få yderligere oplysninger om f.eks. madens sammensætning, de leverede mængder eller hvad der sker med begrebet Madspild under stævnet.
Klar til at servere frokost for de sultne ved Svømmestadion Danmark lørdag, står frivillige fra Veterhavsgruppen under De Danske Spejderkorps.
Har fanger KomEsbjerg endnu to frivillige: Jesper, som er spejderleder for minierne, og René som er medlem af grupperådet. De to fortæller, at gruppen de seneste 5-7 år har stået for det praktiske med forplejningsudlevering tre gange dagligt. En manøvre, der forudsætter assistance fra 30-35 frivillige, som i hold af 14-16 personer dækker tidsrummet fra tidlig morgen til sen aften – typisk er man færdig med afrydning omkring kl. 22.30
Ved morgenmad og frokosterne bespises hver gang ca. 1.000 personer, om aftenen er tallet ca. 1.300 personer, så Lord Baden Powels (grundlægger af Spejderbevægelsen) og dermed også spejdernes motto ”Vær Beredt” er alfa og omega for at få opgaverne til at gå op i en højere enhed.
Vesterhavsgruppen er resultatet en tidligere sammenlægning af spejderkorpsenes divisioner og grupper i det sydvestjyske område. Gruppen har spejderaktiviteter i hele spekteret af Mikroer (0. -2. klasse), Minier (fra 2. til 4. klasse), Spejdere (fra 5. klasse) og Seniorer. Samlet har gruppen et halv hundrede medlemmer, så at kunne stille med 30-35 frivillige hvert år viser noget om de unges og deres forældres engagement i spejderbevægelsen.