Af Redaktionen

Esbjerg Lufthavn har nu indgået en ny kontrakt, denne gang med olievirksomheden Total, dermed kommer de til at stå for driften af et luftrum ved Tyrafeltet i Nordsøen.

Allerede fra januar næste år overtager lufthavnen ansvaret for luftfarts trafikken i et luftrum gældende Totals offshore installationer. Luftrummet der hedder Tyra AFIS  strækker sig over et område, der er på størrelse med Fyn.

Kontrakten med oliegiganten Total, er foreløbig en ti-årig kontrakt naturligvis med mulighed for forlængelse.

Formanden for Teknik- og Byggeudvalget ser det som en kæmpe gevinst for Esbjerg.

– Det er en rigtig god nyhed for Esbjerg Lufthavn. Vi har kæmpet med at skabe øgede aktiviteter derude, efter at der er færre flyvninger til Nordsøen, fortæller Søren Heide Lambertsen og fortsætter – Det har tidligere være oliegiganten selv, der har styret driften i luftrummet, men nu overgår det fulde ansvar til Esbjerg Lufthavn. Det betyder, at Esbjerg Lufthavn skal stå for at servicere og koordinere al helikoptertrafik i luftrummet de næste ti år, og udvidelsen kommer også til at betyde flere arbejdspladser. Der er netop ansat fire nye personer til at håndtere den store opgave.

Også Lufthavnschef John Nielsen udtrykker stor glæde over den tillid, som Total hermed udviser overfor lufthavnen.

-At drive, styre og koordinere luftfarts trafik i et AFIS område er allerede en af kerneopgaverne for Esbjerg Lufthavn, og med den nye kontrakt bliver Esbjerg Lufthavn Danmarks største AFIS luftrumsoperatør, siger lufthavnschefen.  Det vil sige at de ny ansatte sammen med lufthavnens eksisterende AFIS operatører skal drive både Tyra AFIS og Esbjerg AFIS fra tårnet i Esbjerg Lufthavn.

Der er 24 uddannede AFIS operatører i Danmark, og 11 af dem skal i fremtiden ansættes i Esbjerg Lufthavn.